Kategorier
Fodring

Roepiller til heste

Roepiller til heste – din guide til at bruge dem optimalt!

Roepiller som fodermiddel til heste er et omdiskuteret emne. Mange bruger dem med henblik på at give hesten lidt ekstra “mæthedsfonemmelse”. Andre bruger dem som et foder der giver ekstra huld.

Men hvad er rigtigt og forkert – og hvordan bruger du dem bedst?

Læs videre her og bliv klogere på om roefibre er for din hest.

Hvad er roepiller?

Roepiller, roefibre, Betfor, speedi beet…. Kært barn har mange navne. Fælles for dem er, at det er roefibre der er tilovers fra produktion og anvendelse af sukkerroer. Nogle af mærkerne er tilsat melasse efterfølgende, primært for at give mere smag.

Det der er relevant for dig der fodrer med roefibre er, at det et fiberprodukt med meget høj fordøjelighed!

Du kan fx købe roepiller her: Roepiller og Betfor her: Betfor

Flere producenter bl.a. Pavo og Equidan for blot at nævne nogle få har nogle god produkter med roefibre, der er hurtigt opblødte.

roepiller til heste
Roepiller er et relativt billigt fodermiddel. Denne sæk med 15 kg kostede 75 kr hos Miljøfoder nov. 19.
Foto. Hestezonen.dk

Myten om mæthedsfornemmelse

Eftersom roefibre SKAL opblødes i vand, og suger en del vand, er der opstået en fortælling blandt hestefolk om, at roepiller er gode til at give hesten mæthedsfornemmelse.

Dette med tanke på, at man giver et måltid der indeholder meget vand i forhold til fibre… 

Men…

Hestens mavesæk er lille og skabt til at tømmes ca hver halve time – tre kvarter. Med andre ord er hesten skabt til at æde det meste af tiden og den føler dermed ikke mæthed som vi gør.

Roepiller kan altså ikke som sådan give hesten en bedre mæthedsfornemmelse!

Og så måske alligevel…

Hjernemaven skal tilfredsstilles

Nu ved du at hesten ikke føler mæthed i sin mavesæk ligesom vi gør.

Men ved du også, at man har fundet ud af, at hesten mikroorganismer i dens tarmflora kommunikerer med dens hjerne?! 

Set i lyset af at roefibre i særdeleshed har deres effekt i hestens stortarm, hvor de kan være op til 60 timer om at at blive nedbrudt – og den nye viden om at mikroorganismerne i stortarmen kommunikerer med hestens hjerne, så kan man måske godt diskutere om hesten alligevel føler sig bedre tilpas og “mindre sulten”, når den får roefibre.

Sagen er nemlig den, at de føromtalte mikroorganismer trives allerbedst, hvis de får mange forskellige fibertyper (og gerne en del letfordøjelige af slagsen) via hestens foder. 

Har man en hest der altid virker sulten er det altså værd at se på om dens grovfoder har en stor variation af græsser, og om der i øvrigt fodres med letfordøjelige fibre. Den kan sagtens have hø ad libitum og stadig virke sulten, hvis ikke høet er tilstrækkeligt letfordøjeligt!

roepiller til heste
Roepiller i tør tilstand. Alle typer roefibre bør ALTID opblødes før de udfodres til heste.
Foto. Hestezoene.dk

 

Roepiller til nøjsomme heste?

Personligt er jeg ikke tilhænger af at bruge roefibre til nøjsomme heste.  Dette på grund af at fiberindholdet i dem er meget let fordøjeligt i kombination med et højt energiindhold!

Og så har jeg rigtig dårlig erfaring med kombinationen af roefibre og tykke heste… Selvom jeg godt ved at der ofte kun udfodres små mængder, idet de opblødte roepiller indeholder en del vand, så vil jeg stadig kategorisere dette fodermiddel som mere egnet til præstationsheste og andre heste der kan være svære at fodre på. 

Det at fibrene er så letfordøjelige kan nemlig også have en 1+1 = 3 effekt…

De letfordøjelige fibre kan jo  fede i sig selv – men derudover kan de skabe et rigtig godt mikrobielt miljø i tarmen der gør, at de andre mikroorganismer trives bedre, og bliver bedre til at udnytte andre fibre fra hestens foder.

Og bedre foderudnyttelse er ikke lige det man ønsker for en overvægtig hest ;-)

Hvem har godt af at få roepiller?

Fordi roefibrene netop er så fordøjelige og er lave på stivelse og sukker (undtagen de melasserede af slagsen), så er der dog en stor gruppe heste der kan have rigtig god gavn af dem. Det er blandt andet:

  • præstationsheste
  • heste der skal have stivelsesreduceret fodring
  • heste der har svært ved at holde huld
  • heste der har brug for flere letfordøjelige fibre, hvis de fx fryser meget, har dårlig fordøjelse eller hyppigt har kolik.
  • ældre heste (der ikke er for tykke)

Hvis du er i tvivl om din hest kan præstere på fibre eller ej, så vil jeg opfordre dig til at læse dette indlæg: ENUTRACO 2015: Konkurrenceheste kan præstere uden korn!

Pas på sand og jord, når du bruger roefibre!

Roepiller, roesnitter, roefibre – ja dem alle sammen. Det er naturprodukter der vokser i jorden, og roer har altså ikke en fin og glat overflade. Det kan derfor ikke undgås helt (trods det at de vaskes før anvendelse) at der er lidt jord/sandrester med i fibrene. Det er naturligvis IKKE godt for hesten!

Det du kan gøre er, at når du har opblødt roepillerne, så undlader du at bruge den masse der er i bunden af spanden.

Sand og jord er nemlig tungt og falder til bunds når fibrene opblødes. Så når du kasserer bundfaldet kan du trygt give din hest roefibre.

En kommentar til “Roepiller til heste”

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *