Kategorier
Fodring

Hest der fryser?

[ratings]

Har du en hest der fryser?

Få de 5 bedste råd, så du kan hjælpe din hest med at holde varmen!

hest der fryser -hestezonen.dk
En skøn varmblod/Frieser blanding, der ikke har problemer med hverken frost eller sne, trods det at den går i løsdrift 24/7. Den har altid vand og godt grovfoder til rådighed.
Foto hestezonen.dk

Det er bidende koldt i disse dage, hvor den sibiriske kulde gæster det danske land. Normalt er op til 15 minusgrader ikke et problem for heste. De er fra naturens side ret gode til at tilpasse sig til koldere temperaturer. Men fryser vores heste så ved bare 6 minusgrader tænker du måske?

Ja og nej – for der er stor forskel på – 6 grader og stille vejr og så -6 grader og en vind der blæser med ca. 30 km/t.

Derudover er der også stor forskel på hvordan vi har vores heste, og hvilken type heste vi har. Det er typisk de mere ædle racer der er tilbøjelige til at fryse, og selvsagt også heste der er klippet delvist eller helt på kroppen. Men selv den mest robuste hest kan blive udfordret af kolde tempereturer, hvis man ikke er opmærksom på at “fyre op i hestens indre varmeapparat”.



 

Pelsen er en genial konstruktion

hest der fryser
En god pels isolerer bedre end det bedste dækken. Men det kræver selvfølgelig at hesten ikke er klippet, har en en god pelskvalitet, og at hesten får nok fordøjelige fibre at æde.
Foto. hestezonen.dk

Hestens pels er genialt designet. En hest der fryser kan rejse hårene lidt, så de står i en skrå vinkel ud fra kroppen. Når pelsen rejses dannes der en form for ekstra dyne, hvor hesten kan lade dens kropsvarme recirkulere. Dermed mister hesten ikke så hurtigt varmen.

Det er naturligvis et problem for de heste der er fuldklippede. De korte hårstrå kan ikke mere lave det isolerende lag, så de klippede heste fryser hurtigt, hvis de ikke pakkes godt ind.

 

Hvis du ved, at din hest er en frossenpind, så kan det være en ide at lade den nøjes med en jagtklipning, så den har uklippet pels på hele overlinien.

Alternativt kan du lade der går længere interval mellem klipningerne, så den ikke er klippet helt kortpelset, når det er koldest.

 

Hvordan kan man se at hesten fryser?

En hest der fryser vil typisk stå og “skutte sig”, trække numsen lidt ind under sig, være spændt i sine muskler i overlinie og bagpart. Hvis hesten for alvor fryser vil den også ryste, og dens ører er kolde (kolde ørespidser er ikke nødvendigvis fordi hesten fryser, men er hele øret koldt er det et tegn på at hesten fryser).

Læs også: Klipper du din hest? Så bør du vide dette!

 

Jo flere dækkener jo bedre – eller hvad?!

forfangenhed
Et godt dækken og rigeligt grovfoder er oftest nok til, at hesten holder varmen.
Foto. hestezonen.dk

Hvis hesten fryser vil det være logisk at lægge flere dækkener på den. Men ofte er det misforstået godhed.

Det er luftlommerne i dækkenets foer der virker isolerende og varmende.

Lægger man flere tunge tæpper ovenpå hinanden er der en risiko for, at foret trykkes sammen og mister sin varmende og isolerende evne.

Ej at forglemme, at to tunge dækkener ovenpå hinanden også øger risikoen for trykskader.

 

Hellere uld end fleece

Hvis du vil have et ekstra lag under det vanlige vinterdækken og hjælpe din hest der fryser, vil jeg anbefale et let og “puffy” underdækken. Evt. kan tykke og “puffy” uldtæpper også bruges – der gode varmeegenskaber i uld. Samtidig har uld den fordel, at det ikke bliver så statisk elektrisk, som hvis man lægger et fleecetæppe under.

Der er ingen grund til at hesten skal få unødig stød hvis den fx rører ved andre heste, mennesker eller inventar!

 


Den ultimative varmekilde

Nogle heste er bedre til at holde varmen end andre – men hvad kan det skyldes ud over race? Der er selvfølgelig forskel på at have en klippet varmblodhest og en uklippet islænder – det er logisk.

klippede heste i sneen
Trods det at de to voksne heste er klippede på halsen, har de ingen problemer med at holde varmen i sne og kulde. De går i løsdrift og har altid rigeligt med godt grovfoder – som det også ses på deres huld :-) (Og ja, det er mine heste, så jeg kan godt tillade mig at sige de er lidt småfede).
Foto. hestezonen.dk

Men har du tænkt over, at det er muligt at påvirke hestens egen “indre brændeovn”, uanset hestens race og om den er klippet eller ej?

Noget jeg ser som en stor udfordring mange steder er, at hestene får deres krybbefoder om morgenen, og når de har spist det lukkes de på fold. Uden at få hø eller wrap før de kommer ud.

Det er et problem på flere områder, men i forhold til at holde varmen er det især en udfordring. For når hesten æder og fordøjer de relativt let fordøjelige fibre, nedbrydes energien derfra til bl.a. varme. Derfor kan man godt sige at letfordøjelige fibre er den ultimative varmekilde.

Halm og frøgræs er ikke nok!

Hvis hesten sidst fik hø eller wrap til aftenfodringen, kan det altså godt være derfor den ret hurtigt bare står og skutter sig på folden!

Mange steder er man godt klar over at hestene skal have noget at æde, når de lukkes på fold. Derfor har mange halm eller frøgræshalm på folden.

Både halm og frøgræshalm indeholder flere ufordøjelige fibre (lignin) end hø eller wrap af god kvalitet.

Derfor kan det primært kategoriseres som “fyld” og tyggetid i en foderplan. Men i og med, at fibrene ikke kan nedbrydes særligt godt, bidrager de altså desværre ikke til, at hesten kan holde varmen.

 


Mash

Fibre - mash light Brogaarden - Herning Horse Show
En mash der er fiberbaseret, kan være en god hjælp til at hesten holder varmen og samtidig får noget væske indenbords!
Foto. hestezonen.dk

Mash er en fællesbetegnelse for et foder der kan hældes vand over. Det kan være rent fiberbaseret, eller have et middelt eller højt indhold af stivelse. Nogle, men ikke alle, indeholder mineraler og gærkulturer.

Det kan være en god idé at give hesten der er en frossenpind lidt lun mash flere gange om dagen. Det har også den fordel, at hesten får noget væske. Personligt vil jeg anbefale en variant, med et højt indhold af grønne fibre, da disse som tidligere nævnt også er med til at give hesten varmen.

 


Vand er vigtigt!

Lun mash er en god måde at få vand i hesten på! Foto. hestezonen.dk

Det er vigtigt at hesten får en rigeligt at drikke når det er varmt. Men vidste du, at det samme gør sig gældende, når det er (blæsende) frostvejr?

Det kan være problematisk at hestens væskebehov stiger, hvis hestens samtidig ikke har så meget drikkelyst som normalt! Får hesten ikke nok vand, så øges risikoen for at den får (forstoppelses-) kolik betydeligt! Hvis hesten får nok vand, vil den også have en bedre kapacitet til at æde det grovfoder, som gør at den kan holde varmen.

Et gammelt ordsprog siger, at man kan trække hesten til truget, men ikke tvinge den til at drikke.

 

For at få hesten til at drikke kan du gøre følgende:

  • sørge for der ikke er is i vandet!
  • “kuldslå” vandet: Altså hælde varmt vand i det kolde vand, så det ikke mere er iskoldt.
  • evt. have et elektrisk anti-frost kabel i vandtruget (også på folden!)
  • stille en balje eller transportkrybbe ind til hesten, så du kan se, hvor meget den drikker.
  • hælde lidt æblejuice i det kuldslåede vand
  • give hesten en tynd portion lun mash flere gange om dagen

 


De fem bedste råd, der giver din hest varmen!

hest der fryser
Det er muligt at have en stor hest til at gå i løsdrift døgnet rundt. Også selv om den er klippet. Den kan sagtens holde varmen, hvis blot den er ved godt huld, og får tilstrækkeligt godt hø eller wrap, samt naturligvis adgang til frostfrit vand.
Foto. hestezonen.dk

For lige at opsummere hele indlægget her, så er det særligt management omkring grovfoder og vand der kan gøre, at hesten kommer til at fryse. Det er heldigvis nogle relativt simple og billige ting du kan ændre på, så din hest ikke så nemt fryser:

  • Hvis du ved at din hest er en frossenpind, så klip et “jagtklip”, hvor hesten har pels på overlinien. Det er ganske vist ikke så pænt, men det kan gøre, at du får en mindre spændt hest, sparer penge til fx kiropraktor eller i værste fald dyrlægeregninger.
  • Giv den en ekstra underdyne på under det almindelige dækken. Vælg evt. et lidt lettere dækken yderst, så du har så meget “puffy” materiale som muligt. Vær opmærksom på ikke at bruge syntet materialer, der lader hinanden elektrisk – dette kan give en “spooky” hest, der springer for alt muligt. Fordi den får stød i mærkelige situationer!
  • Sørg for at hesten har rigelige mængder til rådighed af hø eller wrap. Døgnet rundt! Undgå at give hesten våd wrap med på folden. Det kan fryse til is og give kolik.
  • Giv hesten lun mash med masser af vand i flere gange om dagen.
  • Sørg for, at hesten drikker mindst ligeså meget som den plejer, og gerne mere!

 

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *