Kategorier
Fodring

Foderplan til hest med sommereksem – del 3

Foderplan til hesten med sommereksem

I de foregående 2 indlæg i min miniserie om sommereksem har jeg haft fokus på to specifikke næringssstoffer: Zink og omega 3 fedtsyrer. Det er dog vigtigt at have for øje at disse to tilskud ikke kan stå alene, hvis man ikke sørger for, at grundfodringen er optimal.

Du kan læse del 1 her: Sommereksem og zink, forebyg i vinterhalvåret

Du kan læse del 2 her: Sommereksem og omega 3 fedtsyrer

Derudover er der flere faktorer der spiller ind på hvor hårdt hesten kan rammes af sommereksem. Nogle af dem kan man gøre noget ved, mens man ikke kan ændre på  genetikken.

Pssst – hvis du ikke er i humør til at læse hele indlægget, så scroll til opsummeringen i bunden ;-)

Forskellige parametre kan påvirke heste med tendens til sommereksem:

  • foderplanen generelt
  • hestens almene sundhedstilstand
  • stress i kroppen på daglig basis
  • genetik
  • miljø

Når jeg nævner generelle sundhedstilstand, stress og miljø, er det fordi det er “fortiden der påvirker nutiden”.

Jeg har en holistisk tilgang til det at have hest.

sommereksem
Særligt i vinterpelsen ser man, om hesten (eller æslet som her) virker til at få tilstrækkeligt med næringsstoffer. Pelsen bør være ensartet i længde og tæthed over hele kroppen.
Foto. Hestezonen.dk

Jeg sætter ikke kun ind med en foderplan, men spørger altid ind til forhistorien. Indtil videre har jeg kun mødt ganske få heste hvor der ikke som sådan var en “forhistorie”, før de fik eksem. Vi kan ikke påvirke fortiden, blot acceptere den, og så prøve at se indad og se på om vi skal gøre noget anderledes fremadrettet.

 

 

 

Heste får naturligvis ikke stress på samme måde som vi mennesker, men de kan fx stresses af:

  • fejlkommunikation i træningen på daglig basis
  • uro i flokken
  • opgaver som de ikke er mentalt klar til at løfte (selv om de er det fysisk) – fx stævner eller disciplin
  • miljøskifte

 

Foderplan til en eksemhest

En god foderplan kan gøre meget for at styrke hestens eget forsvarsværk i kampen mod sommerens kløe.

Der er ingen tvivl om at behovet for næringsstoffer er markant højere året rundt for eksemheste.

Om sommeren når hestene er hårdest plagede går deres “konto af næringsstoffer” hurtigt i minus. Derfor er det særligt vigtigt at “sætte ind på kontoen” resten af året, så “renterne” for sommerens underskud ikke stiger år for år.

Der er særligt 2 områder jeg har fokus på i foderplanen til en eksemhest:

  • Krybbefoder
  • Grovfoder

 

Fiberbaseret fodring er vejen frem

Charme, selvtillid og lækkert hår! Ikke nogen tegn på sommereksem her!
Foto. hestezonen.dk

Heste med tendens til sommereksem fodres erfaringsmæssigt bedst på en diæt der er lav på stivelse og sukker.

Det kan selvfølgelig give nogle udfordringer, hvis man har en hest der også skal yde noget. Men det er ikke umuligt!

Jeg er ikke hysterisk, når jeg laver en foderplan til hest med sommereksem. Det er umuligt at finde et foder der slet ikke indeholder sukker og stivelse, og som bidrager med gode næringsstoffer til hesten.

Sukker og stivelse er acceptabelt i små mængder, og findes naturligt i varierende grad i alle råvarer.

Gode fiberkilder er fx:

  • godt hø (under 10% sukkerindhold)
  • roefibre uden tilsat melasse (hvis hesten har svært ved at holde huld)
  • fiberprodukter fra fx Agrobs som har en bred fiberdiversitet

 

Hygiejne

Til gengæld er jeg meget kritisk når det kommer til hygiejnen i al foder og omgivelser!

Heste med kløe eller eksem har i forvejen et stærkt belastet immunforsvar, og det er yderst vigtigt at være opmærksom på kvaliteten af foder og strøelse.

Med hygiejne mener jeg, at hverken grovfoder, foder eller strøelse må støve, “lugte af kælder” eller have synlige tegn på svampesporer.

I min verden er svampesporer en skjult dræber: Du kan læse mere om svampesporer her.

 

Stivelsesprocent og mængde

Uanset hvilken type krybbefoder du vælger, så er det vigtigste at se på den daglige tildeling af stivelse.

Fx kan giver et krybbefoder med 20% stivelse en mængde på 100 gram stivelse pr dag, hvis det skal udfodres med et halvt kilo. Omvendt giver et krybbefoder med 10% stivelse der skal udfodres med 2 kg pr dag 200 gram stivelse.

Nu tænker du måske på, hvor meget stivelse en hest med sommereksem må få?

Her må jeg desværre komme med et “politiker svar” og sige, at det er individuelt…

Der er pt. ikke noget banebrydende forskning omkring sukker/stivelse i relation til eksem, hvor man kan komme med en klar anbefalet max. mængde. Ligesom man kan i relation til eksempelvis mavesår.

Har du en nøjsom hest, der ikke laver hårdt arbejde, så er der sikkert ingen grund til at give den et krybbefoder, medmindre det er koncentreret og under ca. 10% stivelse. Her kan “en håndfuld grønne fibre” fra fx Agrobs tilsat hørfrø og mineraler være tilstrækkeligt sammen med magert hø. Har du derimod en præstationshest, så er det en balancegang at sørge for, at den har tilstrækkeligt energi og får så lidt sukker og stivelse som muligt.

 

Protein og sommereksem

sommereksem zink
Pelsen er en god indikator for, om hesten får og optager de rette næringsstoffer. Hårene bør have samme længde på hele kroppen og ikke som her være delvist lange.

For meget protein belaster kroppens udskillelses organer, som også kan være påvirkede hvis hesten er stresset. Eftersom eksem er en stressfaktor anbefaler jeg altid at man er opmærksom på proteintildelingen til eksemheste.

Hvis du har en eksemhest og køber hø med analyse, så vælg noget med 8-10% protein. Medmindre den skal præstere hårdt (eller er ung/avlsdyr), så kan den godt tåle lidt hø med op til ca. 12 % protein.

Den må imidlertid heller ikke få for lidt protein. Det kan være en udfordring, hvis man fodrer med begrænsede mængder hø. I så fald kan man se efter fiberbaserede tilskud med et højt proteinindhold. Nordic Omega Fiber er et godt bud, da den udover esparsette indeholder hørfrø som jeg nævnte i Sommereksem del 2 – om omega 3 fedtsyrer

 

Opsummering

Har du en hest med sommereksem vil jeg anbefale dig at få lavet en individuel foderplan!

Når det så er sagt vil jeg anbefale en foderplan til hest med sommereksem som:

  • er lav på sukker og stivelse
  • har en høj mængde letfordøjelige fibre
  • har et tilstrækkeligt, men reduceret niveau af protein
  • har et højere indhold omega 3 fedtsyrer, gerne fra hørfrø
  • har et højere indhold af zink (i perioder, og i afbalanceret forhold med kobber)
  • indeholder letoptagelige næringsstoffer

Som hesteejer kan det svært at gennemskue forholdet mellem de enkelte næringsstoffer, som skal være afbalancerede med hinanden for bedst mulige optagelse…

Så her kommer lige lidt reklame for mig selv ;-)

Jeg vil gerne hjælpe dig, så din hest får de næringsstoffer den har brug for så den bedre kan klare sommeren – det koster 300 kr. inkl. 3 mdrs opfølgning. hvis du er interesset kan du kontakte mig her: Kontakt 

2 kommentarer til “Foderplan til hest med sommereksem – del 3”

Jeg vil godt have hjælp at en foderplan til min islænderhopoe på 11 år, der har sommereksem og desuden er til den lmeget skanke side.
Mvh Vibe

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *