[ratings]
Om rytterangst, dressurstævne og successtrategi.
I weekenden var jeg til dressurstævne – første gang på min hest Valdemar. Det var sindssygt grænseoverskridene og meget lærerigt! Vi startede en LC1 og en LC2, og det gik (efter mit eget succesbarometer) over al forventning. Nej… vi kom ikke hjem med sløjfer eller skyhøje procenter, men det var stadig en succesoplevelse! Vi overlevede begge to, uden hesten fremkaldte min indre rytterangst – og uden at jeg fremprovokerede angst/flugtreaktion hos hesten. Mere om det senere… Der er ikke noget odiøst i, at jeg har været til stævne, eller at jeg var nervøs og fandt det grænseoverskridende – det synes de fleste, når de skal til stævne første gang! Det, der er særligt for mig er, at baggrunden for at deltage i stævnet har været temmelig udfordrende!
Tillidsbrist og koncentrationsbesvær
Hr. Hest og jeg har et par oplevelser med bristet tillid i bagagen: Én gang har han stejlet og væltet bagover med mig. Det ødelagde lidt muskelvæv i mit ene ben, og slog store skår i tilliden. En anden gang blev Hr. Hest forskrækket, over nogle køer der blev forskrækkede, hvorefter han elegant og forskrækket snurrede rundt, lige ind i et kohegn med strøm i. Han panikkede og løb løbsk, mens jeg sad og talte tentorpælene der fløj om ørene på os, indtil jeg røg af med et ordentligt brag. Igen var det ikke den bedste og mest tillidsskabende oplevelse! Vi har efterfølgende trænet meget på bane og på tur, og fået genskabt tilliden til hinanden så nogenlunde. Jeg må indrømme, at frygten for at sidde på Hr. Hest der løber løbsk stadig sidder i mig, men jeg skal bare huske at tænke rationelt: Hvad er det jeg er bange for og hvordan undgår jeg det sker – og hvis det sker, hvad gør jeg så? Hvis jeg tænker skrækscenarierne igennem, finder jeg også frem til løsningerne på problemerne – og det beroliger mig. Også selvom en hest er en hest, og den til enhver tid kan reagere anderledes end jeg forventer.
Men tanken om stævne, eller rettere sagt: Tanken om at jeg kan miste kontrollen over min hest på en stævneplads, så den enten stejler og vælter bagover, eller at den slukker fuldstændigt oven i og løber løbsk – er mildest talt skræmmende! Dertil kommer, at jeg selv har haft et meget slemt uheld for 3 år siden, hvor jeg faldt og hamrede forhovedet direkte i et betongulv. Dette giver mig stadig lidt udfordringer i det daglige, i forhold til bl.a. koncentrationsevne og delt opmærksomhed. Derfor var det en helt vild udfordring at skulle ride stævne, da netop disse ting er væsentlige faktorer på en dressurbane: Jeg skulle både huske et program udenad OG at koncentrere mig om at ride hesten i alle øvelserne! Jeg vil, som de fleste andre, gerne have succesoplevelser, så jeg var nødt til at tænke på “worst case scenario” og lave strategier for at fjerne presset (frygten) fra mig selv, så jeg kunne tænke rationelt og være en tillidsvækkende samarbejdspartner for min hest.
Rytterangst – et tabu?
Og der skrev jeg så om det: Rytterangsten og frygten. Helt ærligt – er det bare mig, eller er det der med at indrømme sin rytterangst ikke lidt et tabu?! Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg er sindssygt bange for at miste kontrollen over min hest. Ikke fordi jeg vil være “herre” over den, og tvinge den til dit og dat, men fordi kommunikation mellem hest og rytter for mig, er lig med en følelse af kontrol. Hvis hesten løber løbsk, er det fordi kommunikationen mellem hest og rytter er forsvundet – og det forbinder jeg med en form for kontrol, selvom det er et lidt negativt ladet ord. Uanset hvad, så var (og er) min rytterangst, at jeg var bange for at miste kommunikationen og samarbejdet med hesten. For mig opleves rytterangsten, som en forsvarsmekanisme, der ligger dybt inde i mig. Den kommer heldigvis sjældent på besøg, og når det sker, er det i små glimt, hvor jeg bliver kold og klam indeni. Hele min krop stivner og jeg glemmer og trække vejret. Det føles lidt som at blive totalt handlingslammet i et splitsekund.
Successtrategien
For at noget kan blive en succes, altså noget man lykkes med, er det vigtigt på forhånd at have defineret hvad succes er. Mit mål for at have en succesoplevelse til stævnet var helt simpelt, at hesten blev hos mig og forblev inden for kommunikationsrækkevidde – samt at jeg overlevede uden fysiske eller mentale knubs. For mig var stævnet en tillidsøvelse, hvor det handlede om at jeg viste hesten tillid, men også om, at den turde stole på, at jeg havde så meget styr på mig selv (rytterangsten i maven), at jeg var en tillidsskabende samarbejdspartner. For at jeg kunne gøre mit til, at det hele gik godt, var forventningspresset skruet helt ned, og jeg havde en strategiplan i hovedet, og havde på forhånd bestemt, at det var ok at melde fra.
For mig var stævnet delt op i flere steps.
- Første step var, at jeg kunne trække hesten rundt på opvarmningen og få den til at slappe af. Havde jeg ikke kunnet få den til det, ville jeg træde et skridt tilbage, og bare trække den ud og spise græs på stævnepladsen. Så ville jeg nemlig stadig have tillid til, at jeg havde styr på hesten og situationen. Første step lykkedes og jeg steg op på hesten.
- Andet step var stille og rolig skridt på opvarmningen. Min plan var, at hvis hesten spændte op og blev lidt for vaks, ville jeg kravle af og trække rundt – men stadig se det, som en positiv oplevelse, i stedet for et nederlag. Heldigvis gik det fint, og jeg kunne ride normalt på opvarmningsbanen, uden at føle mig angst og klam inden i.
- Tredje step var at komme ud til stævnebanen, på en rolig og afslappet hest. Det gik også fint, men jeg var også på forhånd helt afklaret med, at det var ok for mig selv at melde fra, hvis det ikke føltes rigtigt!
- Da jeg red ind på banen meddelte jeg dommeren, at hvis jeg ikke følte det var et afslappet ridt, så ville jeg række hånden i vejret, melde fra og ride de resterende minutter på banen – eller trække hesten rundt og proppe den med godbidder. Igen en udmelding for at fjerne presset fra mig selv (og hesten).
- Efterfølgende steps var hele tiden at følge min strategi i forhold til, at mit mål for succes var en hest, der forblev afspændt under hele stævnet!
Med andre ord: Det der gjorde at stævnet var en succes for både min hest og jeg var, at jeg ikke pressede os mere, end tilliden og vores evner kunne klare. Jeg havde hele tiden en strategi for, hvad jeg kunne gøre, hvis det ikke lige gik efter bogen. Jeg ville også være tilfreds, hvis vi kun havde skridtet rundt på opvarmningen, og det så var dét, der var succes-oplevelsen. For mig, er det at ride stævner ikke et ønske om at skulle ud at vise at jeg er den bedste på den pågældende dag, selvom det selvfølgelig heller ikke skal fornægtes – hvem vil ikke gerne have ros og anerkendelse for fx en pænt redet volte?! For mig var det at ride stævnet, en mulighed for, at teste tilliden mellem Hr. Hest og jeg. Samtidig var det også en mulighed for, på det personlige plan, at teste om det genoptrænende arbejde jeg laver efter mit uheld, også bærer frugt. Og med en hest der bare var sød, rar, rolig og tillidsfuld, så fik jeg også en god oplevelse, da vi faktisk præsterede at ride to rolige, afslappede programmer – uden at ride forkert og uden hapsen og modstand på tøjlen!
Jeg vil også gerne sige tak til mine to hjælpere, der hele tiden stod klar i kulissen – de var SÅ meget også en del af min strategi!
Har du en strategi når du skal til stævne eller andet der er grænseoverskridende for dig? Hvis du rider stævner, hvad er så dit personlige drive til at gøre det? Skriv gerne en kommentar i feltet ude i siden :-)