Protein i grovfoder
Nu er det 1.søndag i advent, og derfor vil jeg gerne fortælle lidt om protein i grovfoderet. Vinteren er nemlig over os, og stort set alle heste fodres nu med grovfoder i form af hø eller wrap.
I år er tendensen at grovfoderhøsten er lidt anderledes end normalt. Den er nemlig, i de analyser jeg har set, ekstremt lav i protein.
Denne tendens er gældende uanset, om det er 1. 2 eller 3 slæt. Og det er også underordnet, om jeg ser analyser for hø eller wrap.
Jeg ser nemlig alt, alt for mange analyser med 5-6% protein!
Det er altså cirka den halve mængde protein i forhold til, hvad der burde være…
Hvad er det optimale protein indhold i grovfoderet?
Normalt vil jeg sige, at man ikke går helt galt i byen, med et grovfoder der indeholder cirka 10% protein pr kilo tørstof. Dette er til en helt almindelig standardhest.
Er det til et avlsdyr eller en præstationshest, så må proteinindholdet gerne være højere – op mod 15%
Derfor er et protein indhold på 6% problematisk
Hvis man har en stor hest der får ad libitum grovfoder, så er det lige før den kan få dækket sit proteinbehov fra grovfoderet, selvom proteinindholdet er lavt. Dette er vel at mærke kun gældende, hvis hesten er en fritidshest, der kun trænes let.
Har vi derimod en nøjsom hest, som fodres med en absolut minimumsmængde af grovfoder, så kan det være svært, selv med et grovfoder med 10-12 % protein, at være sikker på, at hesten får tilstrækkeligt med protein.
Den store proteinkilde i en foderplan er normalt hestens grovfoder (eller græs om sommeren). Et krybbefoder skal kunne afbalancere de ubalancer/mangler der er, i forhold til hestens behov for forskellige næringsstoffer, og hvad den får dækket fra sit grovfoder.
Et tænkt eksempel er, at vi giver en hest 1,5 kilo krybbefoder. I denne foderblanding er der 150 gram protein. Det er normalt nok, når hesten får eksempelvis 500 gram protein fra sit grovfoder.
Men i år bidrager grovfoderet kun med den halve mængde protein, så derfor kommer hesten i underskud, trods det, at der er 150 gram protein i krybbefoderet. Krybbefoderet indeholder ikke tilstrækkeligt med protein til at kunne kompensere for et grovfoder, der kun har det halve protein indhold, i forhold til normalen.
Tillige er det sådan, at i forhold til græssets vækstkurve, så er der generelt meget sukker, hvis der er et lavt indhold af protein. Det er også noget af det jeg ser i dette års analyser!
Protein er opbygget af aminosyrer
Protein er opbygget af aminosyrer. Der findes 21 aminosyrer. Nogle af dem er essentielle, og hvis hesten ikke får nok af dem (hvis proteinkvaliteten er for dårlig eller ikke de rigtige proteinkilder), så opstår der en mangelsituation. Hesten kan nemlig selv danne nogle af de manglende aminosyrer, ud fra de essentielle aminosyrer. De aminosyrer der er de der først virker begrænsende hos hesten er lysin, methionin og treonin. Aminosyrerne er vigtige byggesten for rigtig mange forskellige processer i hestens krop. Mest kendt er at muskelsætning samt kvaliteten af hud, pels og hove kan vise mangel på aminosyrer/protein.
Det kan du gøre
Hvis du har en analyse på dit grovfoder, så er det et skridt i den rigtige retning, i forhold til, at optimere din hests foderplan. Med en analyse på grovfoderet er det nemlig til at regne ud, om det er nødvendigt, at du evt. supplerer med et tilskud der indeholder protein/aminosyrer i koncentreret form