Opvarmning før ridning
Varmer du op før du rider?
Hvis ikke, så bliv lige hængende et par minutter her på siden. Så skal jeg nok lige fortælle dig, hvorfor det er en god idé.
For ikke at spilde din tid, så er dette indlæg ikke for dig der er 100% symmetrisk i din styrke og flexibilitet i begge sider af kroppen… Det vil sige, at dette indlæg er for alle, for der er ingen, ryttere såvel som heste, der er fuldstændigt funktionelt symmetriske i kroppen ;-)
Ved at lave opvarmning før ridning, kan du nedsætte risikoen for skader på din hest og dig selv. Det kan du af den simple årsag, at hvis din krop er varmet op og i balance, så får du betydeligt lettere ved at bringe din hest i balance. Balance er et af kodeordene i forhold til at minimere skader!
Varm op og minimér dine ridemæssige udfordringer
Noget der er ret interessant ved ridesporten er, at det er to individer der skal smelte sammen til en ekvipage. Men der er kun fokus på at opvarme den ene del af ekvipagen – nemlig hesten.
Det synes jeg er lidt problematisk, for rytteren har mindst ligeså meget brug for opvarmning som hesten har!
Det er de færreste af os der lige laver en god gang yoga før vi kører hen til hesten og skal ud at ride. Mange “varmer op” ved at muge, før de rider. Det kan også være fint nok, men det er i min optik ikke optimalt fordi:
- den stærkeste side styrkes, fordi vi har en tendens til, at vi helst altid vil holde greben med den samme hånd. Tip: prøv at muge en halv trillebør med grebens håndtag i den ene hånd. skift derefter til at tage greben i den anden hånd og mug så en halv trillebør.
- ved at muge ud får man ikke som “kalibreret kroppen” til at have fokus på de områder, hvor man er svagest og har brug for at have fokus på, når man rider.
Opvarming før ridning – sådan gør jeg
Umiddelbart før jeg rider, varmer jeg op. Det gør jeg ude i stalden, og det tager cirka 5 minutter. Mit opvarmningsprogram er sammensat af øvelser, som jeg føler er gode for min krop, og som varmer mine stive led godt op.
Her i videoen får du forklaringen til øvelserne og kan se, hvordan jeg udfører dem.
Disclaimer: Lav kun øvelserne, hvis de føles godt for din krop. Jeg er ikke hverken human fysioterapeut eller læge.