Kategorier
hestezonen.dk

Nyheder hest og rytter messen 2023

Nyheder til Hest og Rytter 2023 er kort fortalt: Easy Bites Mineral bolcher fra Brogaarden, Iceland Minivit mineralbolcher og Fiber Balance fra Equsana, Relax BioCare plejeserie fra St.Hippolyt og en generel optimering af alle tilskud hos Horselux.

Nyheder til Hest og Rytter 2023.

Nu er der gået cirka to uger efter Hest og Rytter messen 2023.

Egentlig ville jeg have lavet dette indlæg, mens jeg var på messen… Men jeg mødte simpelthen for mange skønne mennesker på messen til at jeg også kunne overskue at sætte mig ned og skrive et indlæg samme aften.

Heldigvis havde jeg i år hjælp af en god veninde og fotograf, Trine Pilgaard, som har hjulpet mig med at lave lækkert grafisk indhold, mens jeg havde travlt med at snakke med foderproducenter, kunder med flere. Jeg synes i øvrigt også at Trine tager lækre billeder af heste (ja, jeg har lige brug for også at være lidt “ananas i egen juice” og vise min krammebamse-hest :-D).

Valdemar og jeg på stranden i Januar. Foto Trine Pilgaard

Sidste uge havde jeg en masse aftaler ud ad huset – tak til jer, der booker mig – men nu blev det tid til en kort opdatering på nogle af (foder)nyhederne!

Jeg er lige ved at tilføje, at heldigvis var der ikke så mange fodernyheder i år  – og der var helt sikkert også nogle jeg ikke så! Men. Vi har har så mange forskellige fodertyper på det danske marked efterhånden, at det er ret svært at overskue dem alle.

 

 

Horselux pelleterer deres tilskud

Horselux nyheder til Hest og Rytter var ikke en enkelt nyhed. Men en del forskellige i forhold til emballage og optimeringer af produktserien. De har valgt at strømline deres tilskudssortiment, samtidig med at der er optimeret på tilskudsprodukterne. Det betyder at de runde spande er udgået, erstattet af firkantede spande og alle tilskuddene er pelleteret. Der er desuden i samme ombæring blevet optimeret på indholdet i flere af tilskuddene, samt Horselux Hørfrømix.

Eksempelvis er Horselux Gurkemeje nu tilsat sort peber, for en synergieffekt og bedre optagelighed. Lucernemel er desuden fjernet fra alle tilskudsprodukterne, så de lucernesensitive heste også kan tåle dem. Horselux Elektrolyt har fået en ny og bedre smag, med en smule honning tilsat. Og ja – jeg smagte på dem. Du kan se udfaldet i videoen her:

Desværre er de store pakninger af tilskud udgået. Det har jeg allerede hørt en del beklage sig over de to sidste uger siden messen. Jeg håber jer der savner de store pakninger, siger det videre til producenten.

Se mere om Horselux tilskudsprodukter her: https://www.horselux.dk/horselux-tilskudsprodukter

 

 

Equsana medbragte to nyheder

Equsana havde medbragt to nyheder til Hest og Rytter messen i år. Og man kan sige, at nyhederne breder sig lidt i hver sin retning:

  • Equsana Fiber Balance til avlsdyr
  • Iceland Minivit mineralbolsjer til nøjsomme heste/heste på græs.
equsana hest og rytter 2023
Jeg bliver opdateret på Equsanas nyheder.
Foto Trine Pilgaard

Jeg kunne personligt sagtens forestille mig at bruge den fiberbaserede Fiber Balance til heste i ridning, og ikke kun til avlsdyr. Særligt i år, hvor proteinindholdet i grovfoderet fra høsten i 2022 generelt er katastrofalt lavt, kan den løfte den daglige tildelig af protein en smule. Samtidig indeholder den både lucerne, esparsette og havrehø, så jeg synes også den kan højne fibersammensætningen i foderplanen lidt.

Se mere om Fiber balance her: https://equsana.dk/produkt/equsana-fiber-balance-sunde-ungheste-og-avlsdyr/

 

 

Brogaarden lancerede en nyt mineralgodbid

Brogaarden var virkelig gode til at “larme med” at de havde en nyhed til Hest og Rytter, nemlig Easy Bites. Tak for det. Det var forbilledligt og fedt at komme til en stand, hvor det så tydeligt fremgik, hvad der var nyheden!

Easy Bites er mineralgodbidder, der erstatter Sure n’easy. Og det er der flere fordele ved: Der er optimeret på indholdet, der er optimeret på smagen, og der er optimeret på prisen.

Easy Bites mineralbolsjer fra Brogaarden
foto: Trine Pilgaard

I disse tider er det virkelig prisværdigt, at en foderproducent lader et tidligere produkt blive erstattet af et nyt produkt der er mere prisvenligt og i (i mine øjne) en bedre kvalitet!

Easy Bites er godbidder, med en smag af lakrids og fennikel. De er lette at have med i lommen og dosere når hesten fx går på græs, men de kan også anvendes sammen med hø/wrap.

Du kan se mere her: https://brogaarden.eu/products/brogaarden-easy-bites

 

 

St.Hippolyt fremviste ny og innovativ plejeserie

Ja – som overskriften antyder, så var det ikke fodernyheder der fangede mig hos St. Hippolyt – men deres nye plejeserie Relax BioCare, som de for første gang præsenterede til Hest og Rytter. Mit umiddelbare indtryk er, at den er både lækker og gennemtænkt. Plejeserien indeholder forskellige målrettede produkter i form af sprays, lotions, shampoos og ler. Det er ikke produkter der er lavet som en del andre, bare for at vaske hesten, men målrettet til bl.a. forskellige hudproblemer, insektgener mm.

Det jeg fandt allermest interessant var deres 4 forskellige ler-plejeprodukter. En af tingene jeg synes er genialt er, at man selv skal røre leret op med vand og den medfølgende tinktur.

 

Grunden til at jeg synes ler-produkterne er geniale er, at det er slut med at smide en halv spand størknet ler ud, som man ikke får brugt. Desuden er der helt sikkert mange hudplejende egenskaber i ler, som hidtil ikke har været så udbredt at se på til heste.

Den lavere forsendelsesvægt skåner alle der skal håndtere produktet, ligesom det giver et lavere CO2 aftryk, da der skal bruges mindre brændstof på at flytte den lavere vægt. Det er en win-win for alle, og jeg er spændt på, om flere producenter af plejeprodukter mm. følger trop ift. at man selv skal tilsætte vand til et koncentrat!

Du kan læse mere om Relax BioCare her: https://hippolyt.dk/pdfs/relax-biocare-katalog-dk/

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *