Kategorier
Hestebegivenheder hestezonen.dk

Nyheder Hest og Rytter 2022

Nyheder til hest og rytter 2022

Hest og Rytter messen har, som så meget andet, været ramt af Corona restriktioner. Det betyder, at alle producenter har haft ekstra lang tid, til at udvikle nye produkter, som de ikke har haft mulighed for at vise live i cirka 2 år. Derfor tør jeg godt kigge i krystalkuglen og "advare" dig om, at der er potentiel mulighed for, at blive forvirret på et højere plan, når Hest og Rytter slår dørene op i morgen, d.10.3.2022

 

Nye tilskudsprodukter vinder eksplosivt frem!

Jeg er tilmeldt nyhedsbreve hos rigtig mange foderfirmaer, og jeg tør godt love, at tilskudsfoderjunglen eksploderer til Hest og Rytter messen!

De fleste større foderfirmaer har mindst en nyhed med i form af et nyt tilskudsprodukt eller foder. Jeg glæder mig til at se dem alle sammen, og høre om, hvad de kan. Og så glæder jeg mig naturligvis også til at møde en masse kendte og nye ansigter.

Jeg har desuden også en forventning om, at alle mulige forskellige terapeutiske dimser, der skal bedre din hests velbefindende, kommer til at fylde en del på denne messe.

 

Før du køber, så overvej grundigt...

Om din hest virkelig har brug for det du er ved at købe til den <3

Rigtig mange tilskudsprodukter har helt sikkert deres berettigelse!

Men...

Ja, der er som regel altid et men...

Har din hest virkelig brug for det?

Jeg kan sagtens selv blive betaget af et fedt produkt, der virker til at være super gennemtænkt, og få lyst til at købe det. Også selvom min hest ikke har brug for det! Så du må endelig ikke føle dig personligt ramt, når jeg lige beder dig tænke på, om der er behov for produktet, før du køber.

Grunden til, at jeg beder dig tænker over behovet er, at jeg desværre ofte ser, at der bruges for mange tilskud i en foderplan. Igen vil jeg gerne understrege, at jeg IKKE har noget imod tilskudsprodukter - jeg vil bare gerne at de bruges rigtigt. For mange tilskud i en foderplan kan give ubalancer i mellem de forskellige næringsstoffer, og det er ikke usædvanligt at jeg ser fx overdosering af selen i en grad der kan være toksisk.

 

 

Der kan være andre parametre du kan justere på, før du begynder at give din hest en masse forskellige tilskud.

Det kan fx være at se på, om din hest får opfyldt sine behov:

  1. Er basisfoderplanen optimeret? Med det mener jeg, om din hest får et grovfoder der passer til den og i de mængder der passer til den? Grovfoderet udgør minimum 70% af foderplanen. Derfor er det altså væsentligt vigtigere for  hesten, end det foder du kan købe i en sæk! En god basisfoderplan indeholder også et vitamin-mineralfoder, enten i form af rent tilskud eller fx en dækkende foderblanding. Har hesten brug for flere foderenheder eller proteiner til hhv. huld eller muskelsætning kan der suppleres med et foder der passer til disse behov. Men basis som alle heste har brug for er et godt grovfoder i rette mængder og en "vitaminpille" til at dække dens behov for vitaminer og mineraler. Vores jord i Danmark leverer ikke tilstrækkeligt mineraler til, at grovfoderet kan dække hestens behov for disse.
  2. I forlængelse af ovennævnte vil jeg anbefale, at du holder dig på max to tilskud der indeholder vitaminer og/eller mineraler. Dette for at nedsætte risikoen for en cocktaileffekt, hvor du risikerer at din hest bliver overdoseret med mineraler i et skævt forhold, og som måske i værste fald kan være toksisk for din hest.
  3. Får din hest tilstrækkeligt varieret motion? En hest er et dyr, der er skabt til at bevæge sig det meste af døgnet! Den er ikke skabt til at stå på en paddock og blive redet 1 time om dagen. Ved at tilbyde hesten rigeligt med tid på gode folde, hvor der også er mad og vand, samt tilbyde hesten en alsidig træning, får vi heste der er mere velafbalancerede, stærke og smidige såvel i bevægeapparatet som mentalt. Det mener jeg personligt er en bedre løsning end at bruge tilskud mod nervøsitet, de ekstra kilo og stive muskler.

Hvis du er i tvivl om, om din foderplan er optimal for din hest, så vil jeg anbefale, at du søger hjælp til at få afklaring herfor. En god foderrådgiver ser på hesten, hører om dens historie og laver udfra det en foderplan der passer til din hest. En hest er nemlig mere end et tal i en foderplansberegner <3

Du kan som regel få gratis faguddannet hjælp der hvor du køber foder - ulempen kan være, at ikke alle ser på hesten, eller at de udelukkende laver foderplaner med deres eget foder og afviser at lave en foderplan der inkluderer produkter fra andre producenter. Det kan jeg for så vidt godt forstå, da der ikke er særligt meget avance på at sælge hestefoder, så derfor prioriteres deres egne produkter. Uanset, så synes jeg stadig, at service- og rådgivningsniveauet blandt de danske foderfirmaer generelt er højt - og de får lige et klap på skulderen for det :-)

Hvis du ønsker at få lavet en foderplan ved en uvildig foderkonsulent, så står jeg klar til at hjælpe dig. Jeg ser på din hest, og hører om dens historie, og laver en foderplan med de produkter du ønsker, og som passer til både din hest og budget. Jeg arbejder til gengæld ikke gratis, da der ikke er et foderfirma der betaler min løn. Du kan se mere her på www.hestezonen.dk/priser

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *