Kategorier
Hestebegivenheder

Spændende foredrag og clinics i Herning

[ratings]

Dansk Varmblods Hingstekåring byder på mere end shopping og kåring af varmblodshingste. Der afholdes også en del spændende foredrag og clinics i dagene torsdag til søndag.

Jeg tager hatten af for, at arrangørerne bag Dansk Varmblods hingstekåring forsøger at skabe et godt arrangement, for de der ikke nødvendigvis går op i avl. Der er nemlig ved at være en del arrangementer med fokus på rytteren, hesten og hest og rytters samarbejde. Jeg glæder mig selvfølgelig til at se hingstene og messen -og måske nogle nyheder til hest og rytter, men jeg glæder mig også rigtig meget til de spændende foredrag og clinics! Jeg har lavet en lille oversigt til dig, over de forskellige foredrag/clinics der finder sted fra torsdag til søndag.

 

Torsdag  kl.20.00

Helen Langehanenberg.

Det er ikke første gang, at den succesfulde tyske dressurrytter Helen Langehanenberg er i Herning. Ved EM 2013 tog hun del i topkampen med hingsten Damon Hill og vandt individuelt sølv og holdguld. Når Helen Langehanenberg torsdag aften overtager scenen i MCH Messecenter Herning, får hun selskab af seks dygtige, danske dressurryttere, som medbringer egne heste på forskellige aldre og uddannelsesniveauer.

Helen Langenhanenberg
Helen Langenhanenberg holder clinic i Herning til DV’s hingstekåring              Foto. Wiegaarden

Den internationale toprytter ser frem til at møde Anne Sofie Aaen, Katrine Kraglund, Maria Falkner Hansen, Selina Hundstuen Solberg, Allan Skov Christensen og Dennis Fisker for at se, hvad hun kan bidrage med i uddannelsen af deres heste. Hun vil for åben mikrofon (på engelsk) undervise hver enkelt rytter og forsøge at give dem nogle redskaber med hjem til deres daglige træning. Samtidig glæder Helen Langehanenberg sig også til den udfordring at skulle ride en af rytternes medbragte heste.

 

Fredag Kl 15.-15-45

Marianne Florman. Vejen til hestens hjerte – og dit eget!

Foredrag ved tidligere OL-guldvinder i håndbold og coach Marianne Florman. Kom og få et indspark til at se nye vinkler på partnerskabet og kærligheden mellem heste og mennesker. Marianne Florman giver dig masser af inspiration til at forstå hvordan du kan komme i bedre kontakt med både din hest og dig selv. Hvordan kan både du og din hest blive lysende stjerner i stalden, i skoven eller på banen?

Lørdag kl. 10.50

Rasmus Bagger og Bo Høstrup

Lørdag formiddags clinic med coach Rasmus Bagger og dressurrytter Bo Høstrup vil være meget mere end almindelig træning. Med Rasmus på gulvet og Bo til hest får publikum at se og høre, hvordan en rytter kan coaches/mentraltrænes til at præstere mere optimalt. Rasmus Bagger lover samtidig at lægge en grænseoverskridende udfordring ind i træningen – en udfordring han ikke kan afsløre, da det også skal være en overraskelse for rytteren.

Bo Høstrup på Cajo
Bo Høstrup holder foredrag sammen med Rasmus Bagger, til DV’s hingstekåring i Herning.
Foto. Ridehesten

 

Rasmus Bagger
Rasmus Bagger holder foredrag sammen med Bo Høstrup, til  DV’s hingstekåring i Herning.
Foto: Wiegaarden

Bo har lovet at tage udfordringen positivt op – uanset hvad Rasmus finder på at forlange af ham. Der er lagt op til en faglig clinic med stor underholdningsværdi. Bo Høstrup kendes af de fleste som en både dygtig og perfektionistisk dressurrytter, mens Rasmus Bagger er en skarp og energisk kommunikator, der i kraft af sin store indlevelsesevne formår at få sportsudøvere til at præstere det ekstra, som netop gør forskellen. Det sker lørdag formiddag kl. 10.50 i HAL B – Equsana Arena.

 

Lørdag kl 11-11.45

Charlotte Dujardin. En Verdensmesters Træningsfilosofi og Hverdag

TALKSHOW m/verdensrekordindehaver, OL-, VM-, EM- og World Cup-guldvinder Charlotte Dujardin. Kom og hør filosofien bag træningen af verdenshesten Valegro, men også hvordan træningen af det unge talent, Best of All, tilrettelægges i hverdagen. Verdensmester Charlotte Dujardin løfter sløret for, hvordan rejsen mod at blive verdens bedste ekvipage sammen med Valegro har været, og hvilke forventninger hun har til fremtiden. OBS – talkshowet foregår på engelsk

 

Lørdag kl 14-14.45

Ditte Young og Claus Toftgaard. Hvad tænker og mærker hesten mon?

Når indsigter fra 2 verdener mødes Et anderledes foredrag med dyreadfærdsterapeut og telepatør Ditte Young og træner, akupunktør og human/ hestefysioterapeut Claus Toftgaard som deler og samler deres erfaringer og input omkring deres arbejde med hesten. For alle hesteejere og ryttere som er nysgerrige på hvad hesten mon tænker og mærker. Hvordan er det mon at være hest hos dig, og har du indføling med din hest? Få ny viden og nye indsigter til at fremme samarbejdet med din hest i hverdagen.

 

Søndag 13.00-13.45

Christina Suntum. Biddet er vigtigere end du tror

Foredrag med dyrlæge og bidekspert Christina Suntum. Få gode råd om biddet og kontrol af hestens tænder i hverdagen, og hvordan du ved at ændre på ganske få ting, kan forbedre den måde hesten arbejder på under rytter. Mange heste har store problemer med biddet, og en hel del kan undgåes ved simple justeringer. Du får en folder med hjem med 10 konkrete tips til hvordan du selv, som hesteejer kan optimere din hests performance i hverdagen, med en daglig tjekliste. Hør også mere om forskellige typer af bid og hvilke typer heste de er velegnet til.

Kilde:

http://www.hestogrytter.dk/aktiviteter/foredrag-og-talkshows.aspx

 

 

 

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *