Om Jessie – spørgehjørnets dyrlæge

Hej, jeg hedder Jessie Kristoffersen.

Jeg er dyrlæge, og jeg er hestepige. Jeg har indgået et samarbejde med Hestezonen.dk, og
tilbyder nu, at besvare alle dyrlægerelaterede spørgsmål i hestezonen - dyrlæge - spørgehjørne - Jessie KristoffersenHestezonens spørgehjørne.

I mit arbejdsliv beskæftiger jeg mig primært med produktionsdyrs velfærd og sundhed. Hesteholdet bliver nydt i fritiden, som tilbringes med min skønne fjordhest Callie. Min interesse for heste går lige så langt tilbage, som jeg kan huske. Jeg har selv haft hest siden en smuk, snu og godmodig New Forest blandingspony flyttede hjem til mig, en sommerdag lige omkring min 13 års fødselsdag. Lykken var gjort, og siden den dag har jeg aldrig været hesteløs.

Heste giver mig til stadighed et frirum, energi og ro, som kun få andre ting kan. Jeg nyder ridningen, men jeg er mindst ligeså passioneret omkring mit hestehold. Det der for alvor motiverer mig, og giver mig glæde, er at se min hest leve et godt hesteliv, hvor hun trives hver dag.

Det er min faglige overbevisning, at man kan forebygge ganske mange skader, skævheder og sygdomme, hvis man tilbyder sin hest et naturligt hesteliv. Den bør have rig mulighed for at udfolde sig fysisk uden rytter. Ejeren bør sørge for, at tilpasse træningen til sin hest, samt fodre med omtanke for hestens fordøjelse og individuelle behov.

Dette giver gode forudsætninger for et sundt hesteliv, og hvis man som ejer samtidig formår at anskue sin hest som den komplekse helhed den er, og man indhenter hjælp fra fagfolk når nødvendigt – så kommer man langt i jagten på den velfungerende hest med det gode hesteliv.

Det var en kort præsentation af min tilgang til hestehold.

Jeg glæder mig til at svare på jeres spørgsmål.