Messenyheder fra Hest og Rytter messen 2016

0
189
1 Stjerner2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (7 bedømmelser, gennemsnit: 4,29 ud af 5)
Loading...

Hest og Rytter messen var i år fuldstændig forandret, og alligevel lidt som den plejer at være. Jeg gjorde mit bedste for at finde rundt – og finde nogle spændende messenyheder indenfor foder og tilskudsprodukter til din hest – og lidt godt til dig selv!

I forbindelse med Dansk Varmblods hingstekåring blev Jyske Bank Boxen taget i brug til alle de største fremvisninger, samt gallashows. Samtidig blev der flyttet rundt på alle udstillerne, for at få plads til de mange ekstra heste, der skulle vises frem i de mange (internationale) dressur- og springklasser. Det var noget af et sats, og man må sige, at Dansk Varmblods ledelse gik “all in” på at lave et af verdens største kåringsarrangementer for én race. Det er beundringsværdigt, særligt i “jantelovs-Danmark”, men alle tvivl blev gjort til skamme, da Jyske Bank Boxens ca. 16.000 siddepladser var tæt på at være udsolgt til både fredag og lørdag aftens gallashows. Hest og Rytter messen må også siges at være et trækplaster – der var (igen, fristes jeg til at sige) besøgsrekord med ca. 64.000 besøgende.

Frem med haloversigten

I og med alle standende havde flyttet plads,var der ikke noget med at gå rundt på “auto-pilot” og gøre som jeg plejer. Tværtimod var det frem med programmet, og så sætte kryds ved alle de stande, jeg gerne ville besøge – og ikke mindst forsøge at finde dem, i de til tider meget tætpakkede haller. Ganske vist var der mere plads mellem mange af standene, men også tilsvarende flere mennesker, så det føltes af og til mere proppet, end hvad jeg havde forventet. Lad det være sagt med det samme – jeg nåede langt fra at se alle de stande og nyheder, som jeg havde håbet på, men her får du de produktnyheder, som jeg nåede at finde!

Blue Hors

Blue Hors havde ikke bare én, men adskillige nyheder med på årets Hest og Rytter messe: Fodersortimentet er blevet udvidet, så det nu også indeholder en mash med tilsat gærkulturer, samt et muskelopbyggende tilskudsfoder, Blue Hors Gold. Blue Hors Gold er tiltænkt til brug i genopbyggende perioder fx efter en træningspause, men også op til kåring eller shows. Blue Hors Gold gives som tilskud til det vanlige foder med ca. 250 gram til en hest, i en periode på ca. 3 måneder.

Blu Hors Gold messenyhed hest og rytter
Blue Hors Gold. Tilskudsfoder til muskelopbygning.
Foto. hestezonen.dk

Serien af tilskudsprodukter har også fået et ekstra medlem, nemlig Top Flex. Top Flex er et produkt der er tiltænkt som støtte til hestens led og bevægeapparat. Det indeholder naturligt glucosamin, hyben, solbær og forædlede planteolier. Plejeserien Blue Hors Care er udvidet med en klar hovolie, der indeholder bl.a. lavendelolie, rosmarin og timian. For at få flotte rosenknopper, der flettes nemt, har Blue Hors også udviklet Super Plait, der har en samlende effekt på man- eller halehår, der gør hårene mindre glatte og giver bedre hold i fletningerne.

LitoVet

Om LitoVet har en nyhed kan man diskutere, men jeg synes alligevel de er værd at nævne, da der er tale om et danskproduceret og patenteret produkt. LitoVet havde en stand med kun ét produkt, nemlig hyben. Men hyben er ikke bare hyben. Der er hyben og så er der hyben fra LitoVet. LitoVet er danskproducerede hyben fra Langeland. Produktionen og håndteringen er standardiseret og der er patent på produkternes fremstillingsmetode og effekt. Der er lavet adskillige forsøg med de særlige hyben fra Langeland, og der er rigtigt fine resultater på både dyr og mennesker. LitoVets hyben er 100% ren og har et højt indhold af antioxidanter, E- og C-vitamin. Den daglige dosering er 5 gram pr 100 kg hest pr. dag.

Horselux

Miljøfoder, der står bag udviklingen af Horselux, havde i år en stor ny stand, hvor alle deres fodervarianter blev præsenteret, ligesom det var muligt, at få en individuel  foderprøve med hjem. Det er meget oppe i tiden, at markedsføre sig med foder, der er GMO-frit og Horselux er da også med på bølgen, med deres økologiske variant Horselux Eco-Care. Horselux Eco Care er et fuldtdækkende tilskudsfoder, der naturligvis er GMO-frit, idet foderet er 100% økologisk. En messenyhed fra Horslux var i år, at deres bestseller, den drøje strukturmüsli HorseLux Easy, nu er kommet i en pelleteret form. Indholdet er stort set identisk i de to varianter, og doseringen er nøjagtig den samme.

Salvana

Salvana havde nogle forskellige messenyheder med på standen i Herning. Salvanas Icelandic Brix er fuldtdækkende hestebolcher med vitaminer og mineraler. For de, der hellere vil tildele mineraler i en krybbe, er den samme blanding blevet pelleteret i små piller. De har nøjagtigt samme indhold af vitaminer og mineraler, men i Icelandic Balance, som mineralblandingen hedder, er der kræset lidt for smagen med ekstra højt indhold af æblearoma. Icelandic Balance tildeles med 100 gram pr dag til en Islænder. Mængden justeres efter aktivitetsniveau. Icelandic Balance koster 359 kr. for en 15 kg. sæk. Det er sæson for pelsskifte, og meget aktuelt havde Salvana, der også hører sammen med Equidan Vetline et nyt B-vitamin produkt, Equi B Plus med på messen.

Equi B Plus B-vitamin fra Equidan Vetline
Equi B Plus er flydende B-vitaminer, indeholdende hele B-vitamin komplekset. Den er sukkerfri og har en kraftig æblearoma.
Foto. hestezonen.dk

Equi B Plus er en flydende B-vitamin med indbygget doseringsenhed og det der er særligt ved den er, at den udover at indeholde hele B-vitamin komplekset, biotin, kobolt samt aminosyren methionin, så er den sukkerfri og med æblesmag. Doseringen er 30 ml pr dag, og der er til 33 dage til en stor hest, i flasken der koster 149 kr.

Solanum

Solanum havde to nye produkter med på messen, nemlig Max Fiber og Havreolie. Begge produkterne henvender sig til heste med et sensitivt fordøjelsessystem. Solanum Max Fiber indeholder udover havreolien som ingrediens, kartoffelfibre, havrefibre og MSM, der er målrettet til forebyggelse og vedligeholdelse af sensitiv og stresset mave.

Solanum Max Fiber messenyhed på hest og rytter
Solanum Max Fiber med havreolie, msm og kartoffelfibre.
Foto. hestezonen.dk

Havrefibrene er fri for den stivelse, der kan gøre hestene “varme” i hovedet, men i stedet har de et højt indhold af Beta-glucaner, der kan understøtte hestens immunforsvar. Havreolien er rig på flerumættede fedtsyrer og indeholder E-vitamin og polyfenoler, der fungerer som antioxidanter. Max Fiber koster 368 kr for 1,5 kg og Havreolien koster 168 kr for 0,5 liter.

Uden mad og drikke…

Det er ingen hemmelighed, at jeg er et “mad-øre”, der elsker rigtig, ren mad (der i øvrigt også skal være glutenfri, mælkefri og uden noget der har været levende i) der mætter og nærer mig. Normalvis slæber jeg en gigantisk madpakke med på messe, for jeg orker bare ikke frituremad. Men i år var det virkelig lækkert at opdage, at Matcha Bar havde en stand i cafeområdet. Matcha er det ypperste indenfor grøn the (jeg ELSKER matcha!), og på Matcha Bar var det muligt at få drikke og spise med matcha, heriblandt en lækker protein-salat, wraps, hjemmelavede flødeboller med tyyyk cholade (<3) og marcipanbund samt müslibarer.

Matcha Bar
Alt hvad hjertet kan begære af mad og drikke, med den specielle grønne the, Matcha.
Foto. hestezonen.dk

Jeg brugte ikke en krone på (unødvendigt) rideudstyr, men til gengæld en del hos Matcha Bar! Matcha Bar personalet lovede, at de vil komme igen til næste år, og min anbefaling af dem er hermed givet videre! De findes i øvrigt også fast på adressen  Helgolandsgade 13 kld. i København V.

EFTERLAD ET SVAR