Kategorier
Spørgehjørnet

Kalvemüsli til fjordhest?

Spørgsmål til “Kalvemüsli”:

Må min 31-årige fjordhest få kalve müsli? Den mangler protein. Mvh Heidi

Svar:

Hej Heidi – tak for dit spørgsmål. Først og fremmest, så vil jeg gerne vide lidt om, hvordan du ellers fodrer hesten? Når heste kommer op i alderen bliver tænderne meget slidte og flader ud i vinklerne, så den ikke “kværner” sit foder så godt. Hesten har dog stadig brug for at en stor mængde grovfoder (hø eller wrap) udgør størstedelen af dens foder. Det er derfor meget vigtigt, at gå efter noget grovfoder, der er letfordøjeligt og har et proteinindhold på ca. 10-12% (det kan en grovfoderanalyse afgøre!) En hest på 31 år har højst sandsynligt svært ved at formale grovfoderet til små letfordøjelige stykker, så derfor kan det give god mening, at se efter produkter der er “hakket i stykker” for hesten, så dens fordøjelse/foderudnyttelse kan fungere optimalt. PreAlpin WiesenCobs og Fetura kunne være oplagte. Det er høcobs med en stor plantevariation, der skal opblødes i vand, så din gamle hest næsten kan slubre dem i sig. Fetura har et noget højere indhold af protein (men er du sikker på, at din hest mangler protein? Mange ældre heste kan have svært ved større mængder protein, da for meget protein belaster nyrerne!) Hvis din hest mangler huld kan du evt. også anvende nogle (opblødte!) roefibre og/eller græspiller i foderplanen, da disse også er letfordøjelige fibre, som kan bidrage til at hesten holder sit huld og ikke bliver indfalden. Pillefoder vil også oftest være at foretrække, fremfor müsli, da det kan blødes op, så hesten bedre kan indtage og udnytte det. Så om kalvemüsli er den optimale løsning i dit tilfælde, har jeg virkelig svært ved at vurdere, da det kræver information om resten af din fodring: Fodermidler, mængder og hestens generelle sundhedstilstand, opstaldningsform og aktivitetsnivaeu -og så en indlægsseddel fra det Kalvemüsli du har overvejet at anvende. Der er nemlig en del forskel på behandling og valg af råvarer, mineraler mm. Umiddelbart vil jeg nok have mere fokus på resten af din fodring, og hvis din hest mangler protein og det ikke kun er huld generelt, så findes der også forskellige proteintilskud, der kan udligne et lavt indhold i grovfoder, fx. http://hestezonen.dk/anmeldelse-horselux-protein/

De bedste hilsner, Louise

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *