Kategorier
hestezonen.dk

Hestene inspirerede mig, så jeg spiste mig fri for allergi og astma.

[ratings]

Her får du min personlige historie om, hvordan fodring af heste, har inspireret mig, til at få lavet en “foderplan” til mig selv, så jeg blev fri for astma og allergi.

Ja nu bliver det lidt personligt… Det har jeg det på sin vis fint med (ellers ville jeg jo ikke skrive det), men samtidig føles det også lidt selvfedt at bruge mig selv som eksempel. Nå, men janteloven gider jeg alligevel ikke. Mennesker er interessante, og jeg under virkelig de der knokler røven ud af bukserne/har tjent kassen på en fed idé/bare er fantastiske, at de står ved det! Overskriften siger egentlig det hele, selvom jeg synes det lyder lidt “wendy-blads-agtigt”, at nu kommer hestene og redder mit liv. Eller lidt frelst, som om jeg har opfundet den dybe tallerken, og alle skal ændre deres kost, fordi jeg gør det. Det er ikke der jeg vil hen, men hestene har inspireret mig, til at tage ansvar for min egen sundhed. De erfaringer jeg har fået på egen krop, inspirerer mig til at tænke meget helhedsorienteret, når jeg laver foderplaner til hestene. Jeg elsker at være med til at løse fodringsrelaterede problemer og samtidig gøre det nemt at have hest.

Sammenhæng mellem ernæring af heste og mennesker?

For mig er det en stor gave, at opleve dette forløb på egen krop! Jeg kan bruge mine erfaringer fra egen krop, til at turde tænke “ud af boksen”, når jeg laver en foderplan. Dog er flere fysiologiske ting der ikke er ens i forhold til ernæring af hest/menneske. Det er heldigvis langtfra alle heste, der er problemheste med en eller anden lidelse i form af eksem eller lignende, men jeg har lært, at langtfra alle heste passer ind i en foderberegner der kun er en avanceret lommeregner. For at en foderplan skal fungere, er det vigtigt for mig, at jeg får noget forhistorie om hesten, da det har meget at sige for, hvordan det optager sine næringsstoffer. Har den fx tidligere været forgiftet, så kan det være, at dens lever ikke arbejder optimalt, hvilket igen gør, at hesten er sløv og træt, uanset hvad den får at spise. Med andre ord, kan man sagtens lave en foderplan med grønne tal, der ikke fungerer i praksis, hvis ikke man tager højde for hestens forhistorie. Hvis jeg ikke selv på egen krop havde oplevet, hvad optimal ernæring kan gøre for, at kroppen forsøger at finde sin naturlige balance og hele skadede celler/bekæmpe sygdom, så er jeg ikke sikker på, om jeg havde haft så meget fokus både på hestens nutid og dens fortid, når jeg laver foderplaner.

Allergier og astma reducerede min livskvalitet

Sommeren lige før jeg skulle i 8 klasse var jeg ude at gå aftentur med nogle veninder og vi legede i det høje græs. Da vi kom hjem var mit hoved, mine ben og arme svulmet op til ca dobbelt størrelse, og jeg kunne stort set ikke se noget, grundet hævelserne i mit ansigt – jeg må ha set ret sjov ud! Jeg blev hurtigt kørt på skadestuen og behandlet med antihistaminer. Og så var mit nye liv som allergiker ellers skudt i gang! Det startede med at være en smule græspollenallergi, for så over årene at blive til heftig græspollen allergi, og kraftig allergi over for birk, hassel, elm, husstøvmider og hund. Samtidig fik jeg også en ekstra lille “gave” sammen med allergien, nemlig astma! Jeg ved ikke om du kan forestille dig, hvor meget det kan indskrænke ens livskvalitet, når jeg som hestepige ikke kunne ride udenfor i dagtimerne, men kun når der er dug i luften. Når jeg kun kunne fodre hesten med wrap, og ikke stikke næsen i det, for at lugte om kvaliteten var ok? På arbejde var der ofte risiko for at blive budt på kaffe i et hjem med både hund og støv! Så kunne jeg stå der, og have valget mellem at foreslå vi tog kaffen med i stalden, fordi jeg ikke kunne tåle hund (og støvmider :-D) , eller i huset fordi jeg ikke kunne tåle høet i stalden… Jeg vidste, at begge dele ville udløse en reaktion, med behov for ekstra medicin! Og apropos medicin, så var jeg i en alder af 28 år, oppe på at have 5-6 forskellige præparater til forebyggende og akut brug – men de allergiske reaktioner tog stadig til, og jeg var dybt frustreret over altid at føle mig “ved siden af mig selv”, træt og med en næse der løb marathon! Jeg tog selvfølgelig til lægen, der mente jeg skulle til at tage endnu en type medicin, denne gang i form af næsespray. Jeg var seriøst træt af, at skulle slæbe en “kuffert” med allergimedicin med mig. Da jeg sad der hos lægen, spurgte jeg til om jeg ikke selv kunne gøre noget, for at lindre mine symptomer – udover at støvsuge som en tosset, og altid kun opholde mig indendørs i sæsonen april – november.

 

Når en hest kan blive fri for eksem, så kan jeg vel også blive fri for allergi?!

Da jeg sad der hos lægen, havde jeg arbejdet som konsulent for St. Hippolyt i under et halvt år. På den tid havde jeg set utrolige forbedringer hos heste, hvor jeg optimerede foderplanerne, så hestene fik de næringsstoffer de havde brug for. Særligt havde hestene der havde døjet med eksem, muk, sarcoider mm. virkelig imponeret mig, i forhold til, hvor hurtigt deres tilstand kunne bedres, når bare de fik de rette næringsstoffer! Det var nærliggende at spørge til lægens mening om at bruge “mad som medicin”. Jeg forklarede begejstret om hestene og deres reaktioner på at få optimeret foderplanen i forhold til deres problematikker. Det endte med, at lægen jeg var i konsultation hos, hentede endnu en læge, så de kunne være to til at forklare mig, at nu skulle jeg bare tage medicinen og glemme alt om, at min kost var synderen! Jeg ved godt, at læger kun må sige det de får besked på fra sundhedsstyrelsen, og det er oftest lig med at anbefale medicin. Jeg har intet imod medicin! Medicin er absolut berettiget, men jeg vil bare 1000 gange hellere finde årsagen til lidelsen i stedet for at symptombehandle!

 

Mad kan være medicin

Jeg havde lidt styr på det der med hestefoder, men human ernæring var jeg ikke så stærk i. Jeg kontaktede kostvejleder Helle Kofoed i Silkeborg og fik lagt en “foderplan” til mig selv. Hun anbefalede mig at fjerne al mælk og gluten, spise mere grønt og tage forskellige kosttilskud. I starten var det virkelig besværligt og dyrt, for jeg skulle til at ændre min måde at købe ind og besøge venner på. Der findes mælk og gluten i næsten alle færdige produkter lige fra pålæg til pesto til chips, brød, drikkevarer… you name it! Så derfor var det ret dyrt i starten, da alle madvarer, krydderier osv. skulle skiftes ud. Det var besværligt og lidt pinligt at være gæst til en fødselsdag, og selv medbringe mad. Men jeg fortryder på ingen måde mit valg, for dag for dag fik  jeg det bedre.
Her kan du finde Helle Kofoed, hvis du vil have lavet en “foderplan” til dig selv: http://www.hellekofoed.dk/index.html

hestezonen.dk
Bare lige for at vise, at jeg ikke er totalt hellig og kun snacker gulerødder og hummus! Jeg kunne dog ikke spise prinsesselagkagen op ;-)
Foto. hestezonen.dk

 

Symptomfri eller helbredt

Jeg vil i dag ca. 6 år efter at have taget en beslutning om at prøve omlægning af min kost sige, at hvad angår astma og allergier, så husker jeg ikke at have haft det bedre. Jeg har de sidste 4 år taget én pille mod høfeber gener. Det er det hele. Jeg vil ikke sige jeg er helbredt, men jeg er symptomfri. Jeg kan ride en tur i skoven på en solskinsdag. Jeg kan kramme min venindes hunde. Jeg kan besøge hjem med nullermænd – og selv have et par stykker under sofaen ;-) Hurra!! Men når det så er sagt, så er jeg ikke i tvivl om, at “programmeringen” til at reagere allergisk stadig ligger i min krop. Jeg har bare valgt at sige, at jeg ikke vil aktivere det.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *