Heste skal have hestefoder!

0
130
1 Stjerner2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (4 bedømmelser, gennemsnit: 4,00 ud af 5)
Loading...

At heste skal have hestefoder, er i sig selv ikke noget nyt. En norsk skandale viser, at det kan gå grueligt galt, hvis den får specialfoder til andre dyr!

Netop nu er tidsskrifter og sociale medier præget af en rigtig kedelig historie fra vores norske naboer, hvor 21-25 travheste ved en fejl har fået kyllingefoder. Foderet fra norske Felleskjøbet blev leveret i silo, og vognmanden der leverede det, havde taget fejl af hestefoder og kyllingefoder. Travhestene præsterede dårligere da de var til løb og havde også meget løs mave. Travtræner Magne Olsen fik analyseret foderet og det viste sig, at det indeholdt Narasin, et stof der er giftigt for heste. Narasin er et stof der har effekt som både vækstfremmer og antibiotika, og hestene har svært ved at nedbryde det i kroppen. Det kan derfor give skader på de indre organer som fx lever og nyrer. Disse skader kan påvirke hestens generelle sundhed og præstationsevne i en sådan grad, at det kan være nødvendigt at aflive hestene.

Modelfoto. Heste skal have hestefoder! Foder til fjerkræ, slagtesvin, kreaturer m.fl. hører ikke hjemme i en hestestald! Foto. hestezonen.dk
Modelfoto.
Heste skal have hestefoder! Foder til fjerkræ, slagtesvin, kreaturer m.fl. hører ikke hjemme i en hestestald!
Foto. hestezonen.dk

 

Menneskelig fejl

Det er vigtigt for mig at slå fast, at det fremgår tydeligt, at der er tale om en menneskelig fejl, så du ikke får indtryk af, at det er foderproducenten Felleskjøbet der med overlæg har sløset med sikkerheden. Det bør naturligvis ikke ske, at der byttes om på foderet, men det er menneskeligt at fejle. Også selv om det kan få triste konsekvenser for travtræneren, der i værste fald må aflive alle hestene.

 

Strengere regler i Danmark.

I Danmark har vi en rimelig striks lovgivning, hvad tilsætningsstoffer i foderet angår. Det er eksempelvis ikke tilladt, at bruge vækstfremmer i svinefoder. Det er dog muligt, at få iblandet dyrlægeordineret medicin i foderet, fx til flokmedicinering, hvis en hel stald med smågrise har diarré, men det er meget få foderproducenter i Danmark, der har den temmeligt dyre licens som det kræver, hvis der skal blandes medicin i foderet. Uanset om der er tilsat vækstfremmere eller medicin i foderet eller ej, er der der stor forskel på sammensætningen af foder til de forskellige dyr, og det er ikke uden betydning for din hest!

Heste skal være sunde og holdbare i lang tid.

Jeg bliver ofte spurgt, om man ikke bare kan bruge svinefoder, kalvefoder eller endda fjerkræfoder til heste. Ofte er begrundelsen, at det er billigere, har et højere proteinindhold, og der er jo også nogle mineraler i. Det spørgsmål vil jeg gerne besvare med et spørgsmål:

Hvad er det du ønsker af din hest, og hvad er det der ønskes af produktionsdyr?

Slagtedyr/produktionsdyr skal normalvis yde mest muligt, og på kortest mulige tid levere resultatet. Landmanden ønsker sig altså ikke, at slagtekyllinger og slagtesvin står og hygger sig i stalden, og tager længst mulig tid, for at vokse til den ønskede størrelse. I dette tilfælde er tid = penge. Det kan man groft sagt også sige det er med heste, bare med omvendt forventning til vækst og holdbarhed på sigt. Hvor landmanden ved, at slagtedyret har en begrænset levetid, og han bare gerne vil have et sundt, stort dyr indenfor den ønskede tidsfrist, så vil hesteejere som regel gerne have sunde og holdbare heste i så lang tid som muligt!

Brug hestefoder til din hest!

Der er naturligvis individuelle forskelle på forskellige blandinger til de forskellige dyr, men hvis du køber (svine-, kvæg-, fjerkræ-) foder i “en stalddør”, ved du reelt set ikke med sikkerhed, om der er vækstfremmere eller medicin i – landmanden kan jo også finde på, at købe foder i et naboland med andre regler. Dertil kommer, at vitaminisering og mineralisering som regel er ret skævt i foder til andre dyr, sammen med et ofte ret højt proteinindhold og stivelsesindhold. Jeg har set eksempler på avlsheste fodret med en blanding af svinefoder, en lille smule hestemineral og wrap. Disse heste havde en utrolig høj forekomst af OCD. Avleren var så glad for, at de voksede hurtigt og så pæne ud. Men han var ret ked af, at måtte “forære” hestene væk, fordi de havde så mange røntgenforandringer i handelsundersøgelsen, hvilket gjorde hestene utroligt svære at sælge. Det var helt sikkert en dårlig forretning for ham, at spare en smule, ved at købe svinefoder i stedet for hestefoder!

Der findes helt sikkert et hestefoder der passer til din økonomi.

Efterhånden er der så mange fodermærker og måder at fodre sin hest på, så der findes helt sikkert også et foder der passer til din hest og din økonomi (Hestesport er ikke den billigste sport, men det behøver heller ikke være den dyreste ;-) ). Mit bedste råd er, at du skriver dine ønsker til foderet ned, skriver de særlige hensyn der skal tages til din hest, samt dit månedlige budget ned – og så kontakter en forhandler eller producent af hestefoder, og gør dem bekendt med dine ønsker. Du er selvfølgelig også velkommen, til at kontakte mig i spørgehjørnet , og få råd og vejledning til fodring af din hest.

 

 

 

 

EFTERLAD ET SVAR