Side 24

Støvet hø

0

Spørgsmål til “støvet hø”:

Må jeg bruge hø der støver?

Svar:

Nej!!! Det er en dårlig idé! Hø der støver indeholder store mængder svampesporer, som kan være årsag til kolik, diarré, hoste eller forstørrede lunger. Støvet hø, kan med andre ord ødelægge en hest. Hvis din hest reagerer på hø, også selvom det ikke støver og det dufter godt, kan du overveje at dampe dit hø i en Haygain. Det kan være et godt alternativ til wrap, som mange heste kan have problemer med at tåle.

På Equitana hestemessen så jeg denne Haygain Hødamper. Den anvendes til at dampe høet, så bakterier og svampesporer ødelægges og uskadeliggøres. Foto: hestezonen.dk
På Equitana hestemessen så jeg denne Haygain Hødamper. Den anvendes til at dampe høet, så bakterier og svampesporer ødelægges og uskadeliggøres. Foto: hestezonen.dk

Hvis du synes den viste model er lidt pebret, kan du selv lave en, ved hjælp af en lukket beholder der er godkendt til fodermidler, fx en fodertønde med tætsluttende låg og så en tapetdamper i bunden, da damp stiger opad. Ved denne metode kræver det dog, at du med et grilltermometer måler, at kernetemperaturen i hø kommer på minimum 90 grader i længere tid (ca. en time) Ved at dampe hø kan svampesporenes skadelige virkning reduceres med op til 99% (testet i en Haygain).

Hest med sommereksem – forebyg i vinterhalvåret

0
1 Stjerner2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (8 bedømmelser, gennemsnit: 3,88 ud af 5)
Loading...

Forebyg sommereksem i vintermånederne

Lad mig slå fast med det samme: Der findes ingen vidunderkur mod sommereksem! Men der kan gøres meget forebyggende for hesten, ved at booste dens immunforsvar og lave en optimeret foderplan, før eksemsæsonen starter. Sommereksem er desværre lidt blevet en diagnose der bruges i flæng blandt hestefolk, om kløende eksemtilstande/hudlidelselser, der opstår i sommerhalvåret. Imidlertid forårsages sommereksem af den 2-3 mm store blodsugende hunmitte ( culicoides spp). Diagnosen kan stilles af dyrlægen, der kan lave allergitests og undersøge blodets indhold af antistoffer mod mitter.

Haleroden angribes typisk hos en hest med sommereksem. Foto. hestezonen.dk

 

Hesten angribes af mitter

Mitten bider hesten på områder, hvor huden er tynd, eller i huden ved man, pandelok eller hale. Mitterne suger blod på hesten (og andre pattedyr) for at få proteinstoffer nok til at formere sig. Nogle heste reagerer allergisk (ved at få eksem) på mitternes spyt, der indeholder nogle stoffer, der forhindrer blodet i at størkne. Disse stoffer kan fremkalde en allergisk reaktion, da de er fremmede for hestens krop. Når hesten, efter mitteangrebet, begynder at klø sig, er der taget hul på en ond cirkel. Heste kan ofte klø sig så der går hul på huden og det begynder at væske fra hudens celler, samtidigt med, at hestens immunforsvar aktiveres.

Den onde cirkel

Lad os antage, at hesten nu har kløet hul på sig selv, og huden begynder at væske. Hestens klør sig mere og mere -og huden væsker mere og mere, hvis den da ikke er blevet kløet i stykker til et regulært sår… Denne skade i huden kan billedligt set, sammenlignes med, at hesten nu har fået en “vandhane” i sin hud, hvor væsken siver ud. Sårvæsken der siver ud (og hjælper med til at hele huden) indeholder udover histaminer, især store mængder zink.

Zink er et mineral der indgår i over 200 forskellige enzymatiske processer i kroppen, men især i alt hvad der “indkapsler” hesten, altså i hud, hår og hove. Når hesten klør hul på sig selv, kan man altså godt regne med, at hestens behov for zink, til ophelingsprocessen, stiger betragteligt. Zink spiller også en stor rolle, for hestens immunforsvar generelt. En stresset hest har ofte et nedsat immunforsvar. Tilsvarende sender en sygdomstilstand også kroppens immunforsvar på overarbejde. En eksemhest går så godt som aldrig stille og rolig rundt og “hyggeklør” sig… Hvis du har set en eksemhest for fuld udblæsning, vil du nok kunne nikke genkendende til, at den virker stresset.

 

Flere parametre påvirker hestens immunforsvar:

  • sommereksem, der klør
  • stress over at det klør
  • evt. skader på huden, som følge af kløen.

Hvilket tilsammen kan medføre et øget behov for mineraler og næringsstoffer -men især for zink.

Billedet viser en fjordhest, med en voldsom reaktion på insektstik
Billedet viser en fjordhest, med en voldsom reaktion på insektstik – hesten er ikke diagnosticeret med sommereeksem, men reagerer blot meget kraftigt på visse insektbid. Foto. hestezonen.dk

 

Forebyg sommereksem i vinterhalvåret

Nu sidder du måske og tænker, hvad sammenhængen mellem kløe, sårvæske, immunforsvar og mineralet zink kan være… Zink findes i alle kroppens celler og kropsvæsker, og indgår som tidligere nævnt i over 200 enzymer i hestens krop. Zink spiller en betydelig rolle for hestens immunforsvar og sårheling, samt dens mentale tilstand. Det tager dog lidt længere tid, end fra” i dag til i morgen”, at genopfylde hestens zinkdepoter, så derfor giver det rigtig god mening, at booste en eksemhest med zink i vinterhalvåret, hvor de ydre påvirkninger, der kan tære på depoterne er minimerede. Således vil dens hud og immunforsvar være bedre rustet til at modstå et mitteangreb i sommermånederne. Det er selvfølgelig vigtigt at se på hele hestens foderplan, da det vil være omsonst at tildele hesten ekstra zink, hvis den mangler -eller overforsynes, med andre næringsstoffer. Ligeledes er det vigtigt, at vælge et organisk baseret zinktilskud, der også indeholder kobber, for at det optages bedst muligt. Der findes også flere forskellige immunforsvars-boostere på markedet, der med fordel kan anvendes sammen med en zink-kur.

 

Når sommeren kommer

Når sommeren kommer, så kommer mitterne også. Mitterne er især aktive omkring solopgang og solnedgang, og der findes generelt flere mitter i områder med søer og vandhuller, hvor mitternes larver modnes. Noget af det bedste du kan gøre for din eksemhest i sommerhalvåret er, at give den et eksemdækken (ikke insektdækken, men eksemdækken… der er bl.a. forskel på maskestørrelsen i dækkenets vævning) på, før den begynder at klø sig, så du måske kan undgå at hesten klør hul på sig selv. Derudover bør det undlades at hesten er udendørs tæt på vådområder, samt ved solopgang og solnedgang.

 

Konsultér dyrlægen

Husk altid at konsultere din dyrlæge, hvis du er i tvivl om din hest fejler noget eller ej! Jeg er ikke dyrlæge!!! Jeg har gjort mig mange fodringsmæssige erfaringer (i samråd med dyrlæger) i forhold til forskellige problematikker. Mit fokus er, at optimere fodringen, så sygdomme i bedst mulige omfang undgås.

Vitaminer og mineraler til din hest

0
1 Stjerner2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (10 bedømmelser, gennemsnit: 4,30 ud af 5)
Loading...

Diskuteres der foder i stalden? Får din hest mineraler og vitaminer i de rette mængder?

Igennem mine år som foderkonsulent er jeg ofte stødt på, at en diskussion om tildeling af mineraler og vitaminer, virkelig er noget der kan få hesteejere helt op i det røde felt… Altså sådan for alvor… På et niveau, hvor hesteejere sviner hinanden, foderproducenter, foder og tilskudsprodukter til, i en sådan grad, at man som tilstedeværende ikke helt ved om man skal grine, græde eller folde hænderne og bede en bøn… Jeg må indrømme, at jeg faktisk synes det er lidt sjovt! Ikke at folk sviner hinanden til, bevares, men at der diskuteres på baggrund af et meget tyndt eller ikke eksisterende grundlag. Grundstenen i fodringen af ENHVER hest, er et grovfoder af en ordentlig kvalitet. Med det mener jeg, et grovfoder der passer til den enkelte hest. Eksempelvis bør en hyggepony i baghaven og en toptrimmet væddeløbshest fodres med hø, der har vidt forskelligt næringsindhold!

Hestefoder indeholder vitaminer og mineraler i forskellig mængde. Foto. hestezonen.dk
Hestefoder indeholder vitaminer og mineraler i forskellig mængde.
Foto. hestezonen.dk

 

Grovfoderets andel

Grovfoderet bør for de fleste hestes vedkommende udgøre ca. 80% af den daglige fodring ( og ofte mere! Selvfølgelig er der ingen regler uden undtagelser, men det passer meget godt til en gennemsnitlig dansk ridehest/-pony). Grovfoderet indeholder en del mineraler og vitaminer, uanset om det er hø, wrap -eller lucerne. (Halm og frøgræshalm er også i “grovfoderkategorien”, men grundet dets ringe fordøjelighed hører det som sådan ikke under de 80%, når jeg snakker grovfoder. Lucerne kan normalvis heller ikke stå alene som grovfoder.) Det sjove ved mange foderdiskussioner, hvor produkter/producenter virkelig kan få på puklen er, at hesteejeren ikke har analyse på sit grovfoder. Det synes jeg er sjovt, da det faktisk er 80% af fodringen der i mange tilfælde ikke er styr på, og samtidig diskuteres det, om der er 0,9 eller 1 mg selen i en foderblanding.

 

KER- eller NRC normer

Det næste parameter jeg kan undres over er, at der rask væk kan diskuteres løs, uden egentlig at vide, hvilke normer man gerne vil følge. De sidste år har det primært været KER-normerne eller NRC-normerne der har været anvendt her i Danmark, og foderproducenterne har i reglen lagt sig op ad disse to normer i produktionen af foder. Nu er der kommet nogle nye normer (Equine applied science and nutrition) som er lidt en blanding af disse to førnævnte normer, samt nogle andre europæiske normer. En hest er en hest og har, hvis man ser på hesten som et standardiseret dyr, det samme behov uanset hvor den er på kloden. Det der påvirker dens behov er fx. Klima, opstaldning, brug/træning og genetik (race). Med andre ord: Heste er svære at standardisere, da de fleste heste behandles individuelt! Og hvad har det så med normer og diskussioner at gøre? Alle normerne laves ud fra en række forsøg og vurderinger, som standardiseres. Det der er problemet, er jo bare, at en norm er en norm og ikke tager højde for at heste behandles og opfører sig individuelt.

 

Hesten har individuelle behov

Hvis der udregnes foderplaner i et dertil beregnet program, må man også være opmærksom på, at foderprogrammer er en regnemaskine, der ser på, om tildelingen af forskellige næringsstoffer er tilstrækkelig. Programmerne har absolut deres berettigelse, men de har den svaghed, at de ikke ser på hesten som et individ. Hvis vi sammenligner hest A og hest B, som begge er varmblodsheste med samme højde og drøjde, der begge er opstaldet i en boks, strøet med halm. De rides en time hver dag, kommer begge til at svede. Begge heste er på fold 10 timer pr døgn. Hest A hviler i sig selv og er “normalt opmærksom”. Hest B er en nervøs type, der er overdrevent opmærksom, og skal se alt og reagerer på mindste lyd. Den klippes 4 gange i løbet af vinteren.

Begge heste passer ind i rubrikken 500kg hest i middel træning i en Normtabel, men det er meget sandsynligt, at hest B vil have et væsentligt højere behov for foder i det hele taget, og ikke mindst for mineraler og vitaminer – den bruger simpelthen mere, (end normen) da den er mere “på” hele døgnet, ligesom den bruger mange ressourcer på pelssætning vinteren igennem. Med denne snak om grovfoder, normer og sammenligning af heste, vil jeg gerne derhen til, at jeg faktisk synes det er fedt at diskutere fodringen af vores heste. Jeg synes det er spændende, for hvis ikke vi stiller spørgsmål ved hvad vi gør, men bare blindt gør som vi plejer, så udvikler vi os ikke.

 

En hest er en hest

En hest er en hest: Ja! Men omgivelserne vi har hestene i, træningsmetoderne, dyrkningsforholdene for afgrøderne (herunder grovfoder!) mm. ændrer sig og hesteejeren er nødt til at følge med, og søge information der ligger til grund for spændende snak om foder. ( Eller finde en foderkonsulent der vil høre om hestens specifikke problemstillinger og komme med realistiske forslag til fodringen). Normerne er meget anvendelige værktøjer at læne sig op ad, når vi diskuterer om hestens behov er dækket, men jeg vil blive rigtig glad, hvis du også tager hestens grovfoder og hestens særheder med i betragtningen, når der skal udarbejdes en foderplan (eller diskuteres på staldgangen :-) ). Er du i tvivl om, om din hest er dækket ind på den mængde krybbefoder den får, tilbyder de fleste producenter en rådgivning, hvor du kan få svar på dine spørgsmål vedr. Deres foder.

Du må naturligvis også gerne stille et spørgsmål i kommentarfeltet nedenunder eller i spørgehjørnet – jeg besvarer så mange som muligt :)