Side 22

Ungulat fra St. Hippolyt – Produktanmeldelse

1 Stjerner2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (6 bedømmelser, gennemsnit: 4,00 ud af 5)
Loading...

Ungulat hovkur fra St. Hippolyt

Produktanmeldelser vurderes ud fra brugervenlighed, emballage, produktet i brug, og sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Ungulat er en hovkur fra St.Hippolyt. Et særligt kendetegn for alle produkter fra St. Hippolyt er, at der anvendes forskellige urter i stort set alle produkter, produktionen er co2-neutral og råvarerne er dyrkede efter økologiske principper (dog ikke certificeret økologisk). Alt korn børstes og forspires, (før det evt. varmbehandles, hvilket gælder fx majs og byg) så det er renere og nemmere fordøjeligt for hestene. Alt pillefoder koldpresses, så næringsstofferne bevares bedst muligt. St.Hippolyts produkter er ret gennemtænkte, og sammensat, så hestens sikres bedst mulige optagelighed. Eksempelvis er der i hovkuren Ungulat ( På latin er Ungula = hestehov) ikke kun et højt indhold af biotin, men også et højt indhold af alle de andre næringsstoffer der skal til, for at hoven er sund og elastisk. Læs mere om funktionen af hestens hove her.

Ungulat hovkur fra St. Hippolyt er en hovkur der indeholder alle de næringsstoffer, der er nødvendige for en sund og stærk hov. Ungulat er en hovkur med dokumenteret effekt. Foto. hestezonen.dk
Ungulat hovkur fra St. Hippolyt er en hovkur der indeholder alle de næringsstoffer, der er nødvendige for en sund og stærk hov. Ungulat er en hovkur med dokumenteret effekt.
Foto. hestezonen.dk

Keratindannende aminosyrer (byggesten i hoven), fedtsyrer, mineraler, og urter arbejder sammen, for at sikre bedst mulig effekt af produktet – og som et lille twist, er der også tænkt på ingredienser der understøtter fordøjelsen. Det er nemlig sådan, at hvis fordøjelsen ikke fungerer optimalt, så optager hesten selvsagt ikke sine næringsstoffer så godt.

Dokumenteret effekt

Det er efter min mening ret genialt at tænke på hele hesten, og hvad der skal til, for at hovkuren virker optimalt – i stedet for “kun” at tænke på hovene. Det er altså også rimelig vildt, at der er chlorellaalger (som bidrager med aminosyrer/byggesten og samtidigt medvirkende til at binde affaldsstoffer, så de transporteres ud af kroppen) i en hovkur… Jeg køber chlorellaalger til mig selv  i helsekosten, og må sige, at det er en effektiv, men luksuriøs råvare! Særligt for Ungulat er også, at der er gennemført et studie på 6 fuldblodshopper, ( i samarbejde med Universitet for Life Science i Breslau) der fik Ungulat hver dag i 6 mdr. Der blev taget prøver af hovene og hovkvaliteten blev vurderet af smede, men også analyseret i rasterelektronmikroskop – og det blev dokumenteret, at der var en forbedret hovkvalitet hos de heste der fik Ungulat ( læs evt. om studiet her )

Min erfaring med Ungulat

Jeg har tidligere lavet foderplaner, med ungulat til heste med hovproblemer, men aldrig selv haft årsag til at prøve hovkuren (lucky me!). Nu ville skæbnen bare, at min hest fik en hovbyld i en periode hvor jordbunden skiftede mellem at være totalt pløre, eller knoldet bar frost… Min hest går normalvis i løsdrift, med frit valg, om den vil være ude eller inde. Dyrlægen blev selvfølgelig tilkaldt og skar hovbylden fri, men derefter var jeg lidt på bar bund i forhold til det rekonvalescerende forløb. Jeg fik besked på at bade hoven i sæbevand og stikke vat med klorhexidin op i hullet hvor hovbylden var, pakke det ind i en muddertæt bandage (nærmest umuligt!) samt at holde hesten på et jævnt, ikke for blødt eller hårdt underlag (totalt umuligt, i forhold til årstiden). Nuvel, hesten fik boksro i ca. to døgn, og så ville den UD… og da den var kommet ud, ville den ikke fanges og på stald igen! Ungulat og LaminForte blev købt ind, og tildelt i dobbelt dosis, for maximal effekt, når nu hesten havde en akut skade, og jeg må indrømme jeg er imponeret!

Jeg har ganske vist ingen personlig erfaring med hovbylder eller hovproblemer, men hullet, hvor hovbylden var skåret ud, blev halveret i dybden på bare en uge! Det er altså rimeligt imponerende! Dertil kom selvfølgelig, at hoven fik normal temperatur og hesten blev rengående igen. Det skulle den selvfølgelig også gerne, når hovbylden var skåret fri, men i forhold til hvad jeg har hørt af tidsramme fra andre, som har haft mere optimale jordforhold, synes jeg stadig det er imponerende! Tillige må jeg klappe i hænderne over at give et tilskud, som min hest nærmest kastede sig over. Eftersom hesten får rigelige mængder hø, og ikke sulter, må jeg konstatere, at Ungulat forekommer at være meget velsmagende!

Brugervenlighed:

Det er et pillefoder, så det er nemt at håndtere og det kan anvendes i foderautomater. Kan iblandes foderet, eller udfodres som det er. Der er en god smagbarhed på produktet, og i og med det er piller, kræver det ikke noget “opblandingsfoder”.

Emballage:

Emballagen er en 10 kg’s grøn lystæt plastspand, med en tydelig angivelse på emballagen i forhold til doseringen. Der er desuden et målebæger inde i spanden.

Produktet i brug: 

Der er en tydelig angivelse på emballagen med anbefalet daglig tildeling på 40 gram/100 kg hest/dag, svarende til 200 gram til en 500 kg hest. Der er vedlagt et målebæger, der kan indeholde ca. 120 gram, så bægrets størrelse er udregnet efter daglig dosering på 240 gram til en 600 kg hest. Det havde været rart, om der var vægtangivelse på bægret, hvis man fx skal bruge det til en pony. Det er nemt at opbevare produktet i spanden, der er nem at åbne og lukke helt, så produktet holdes frisk.

Pris/kvalitet:

Ungulat koster 845 kr. for 10 kg, svarende til 50 dages brug til en 500 kg hest. Det kan umiddelbart lyde dyrt, men eftersom Ungulat indeholder alle de næringsstoffer, som hovkomplekset har brug for, og i øvrigt har dokumenteret effekt, så er der absolut en sammenhæng mellem pris og kvalitet!

Min samlede vurdering:

Ungulat er ikke den billigste hovkur på markedet, men til gengæld virker den efter hensigten! Den er nem at dosere, og har en god smag. Hvis jeg skal brokke mig lidt over noget, var det, at der godt kunne være vægtangivelse i målebægret. Hvis man har en pony, kan man godt komme ud i at skulle “sjusse sig lidt frem”, i forhold til dosering, og det trækker lidt ned i den samlede vurdering. Det ændrer dog ikke ved, at jeg er imponeret over hovkurens effekt, og til enhver tid vil anbefale den til heste med hovskader eller dårlige hove! Ungulat kan købes her: Ungulat

Uden hov, ingen hest!

0
1 Stjerner2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (6 bedømmelser, gennemsnit: 4,17 ud af 5)
Loading...

Det gamle ordsprog “uden hov, ingen hest”, er stadig aktuelt. Hestens hovkvalitet og beskæring er af afgørende betydning for hestens holdbarhed.

Hestens hove er en kilde til stor frustration for mange hesteejere. Det kan være, at hesten ofte taber sko, har fået en hovbyld, lider af sur stråle, eller bare har en virkelig dårlig hovkvalitet og måske skal have påsat kunsthorn, for at kunne få sko på. Måske har du som hesteejer brugt mange penge på forskellige tilskudsprodukter der ikke havde den ønskede effekt? Læs med her om hovens funktion og opbygning – og bliv klogere på, hvorfor sunde hove er alfa og omega for hestens præstationsevne.

Hovens kvalitet og form er afgørende for hestens holdbarhed. Foto. hestezonen.dk
Hovens kvalitet og form er afgørende for hestens holdbarhed.
Foto. hestezonen.dk

 

Hovens funktion

Når man snakker hestehove, har du måske hørt ord som hovspil og hovmekanisme. Disse betegnelser dækker over, at hestens hove skal kunne modstå et ekstremt tryk, på et meget lille areal (hovens størrelse i forhold til resten af hesten) og samtidig have en stødabsorberende funktion. Ved nedslaget af hoven mod underlaget, udvider hoven sig, og trækker sig sammen igen, idet den løftes fra underlaget. Hoven forandrer sig altså elastisk, hvilket fungerer som støddæmper (sammen med muskler og ledbrusk) for sener, led og knogler. Derudover indgår hovspillet også som en del af stofskiftet.

Billedet viser en lidt kedelig skoning af en hest. Der er dårlig symmetri i hoven både horisontalt og vertikalt.
Billedet viser en skoning der godt kunne være bedre. Læg mærke til højdeforskellen på ballerne (mellem de røde streger), hvor tæt skoen ligger på ballerne/strålen, og forskel i symmetri på begge sider af den rosa linie.

Hovspillet sikrer at venepumpefunktionen fungerer og affaldsstoffer transporteres væk fra hove og ben. Hoven indeholder et stort forgrenet netværk af blodårer og hvis man sammenligner med andre pattedyr og hestes gennemsnitlige hjerte vægt, vil op til 30 % af blodcirkulationen udgøres af hovmekanismen hos hestene. Hvis hovspillet begrænses af fx. for små sko, forkert beslag, beskæring, forkert hovform eller lignende, kan affaldsstoffer ophobes og næringsstoffer der skulle have været transporteret ud i hoven belaste lever og nyrer, og i værste fald lokalt føre til forfangenhed. Hovene kan således også være en drilsk faktor, hvis hesten har problemer med stofskiftelidelser, hudlidelser mm. Det kan være en god idé at gøre det til en daglig rutine, at mærke efter hovenes temperatur. En meget kold hov er tegn på, at den bliver hæmmet i sit hovspil, og dermed begrænset i venepumpefunktionen. Omvendt er en meget varm hov ( og evt øget puls i benet) tegn på betændelse (fx hovbyld) eller skader i hoven.

 

Hovens form

Hoven hos nyfødte føl, er ens på alle fire ben, og ændrer form i takt med belastningen af kropsvægten mod underlaget i de første måneder af føllets levetid. Begrænset belastning, eksempelvis, hvis føllet holdes inde i en blød, dyb strøelse, kan derfor være årsag til fejludvikling af hove og benstilling (fx bukkehov) Netop på grund af belastningen af kropsvægten og hestens bevægelser, er der forskel på formen på forhove og baghove. Hos den udvoksede hest har tåvinklen på forhovene en vinkel på ca. 45-50° og ca. 50-55° på baghovene. Længden på hovens tå i forhold til dragten er 3:1 på forhovene og 2:1 på baghovene. Grundfladen på forhovene er rimelig rund, hvor baghovene nærmere har form som et æg (uden toppen af skallen). Det er lidt nogle tørre kedelige facts, men du kan bruge det til at se efter, om din hest er beskåret korrekt, eller måske til en faglig snak med din smed? Mange heste skoes eller beskæres med for langt interval imellem. Det kan være årsag til, at hoven får “vinger”, hvor hoven nærmest flader ud i den nederste tredje del af siden på hoven, eller at hesten får underløbne dragter, for blot at nævne nogle eksempler.

 

Hestehovens anatomi

Hesten har udviklet sig gennem 60 mio år, fra at være et rævelignende dyr med flere tæer/poter til kun at gå på den midterste tå, svarende til vores langemand. Inderst i hoven er hovbenet, som egentlig er den sidste “tå” hesten har tilbage at gå på. Hestens hov består yderst af en hornkapsel, der omslutter hovbenet og dets læderhud (det “bløde” inde i hoven). Helt øverst ved kanten mellem hud/pels og hov er kronranden, hvor hoven dannes og vokser udfra. Kronranden har en viskelæderagtig konsistens modsat hovkapslen, der er meget hård. Øverst og udenpå dette hornlag, lige under kronranden er et bælte på ca 1-1,5 cm som ligner en form for hinde. Det er hovens glasurlag, der bidrager til, at give hoven fugtighed. Hovens horn svarer til vores negle, og indeholder ingen nerver – det er med andre ord totalt ufølsomt, hvilket er årsagen til, at vi kan sko vores heste. Derimod er læderhuden inde bagved, meget følsom for tryk eller slag. Det yderste lag horn på hoven kaldes det trådede horn og består af horntråde, der udgår fra vækstområdet i kronranden. Det næste lag horn består af lameller der kaldes bladhorn, som hæfter sig sammen med den del af læderhuden, der omslutter hovbenet, og som tilsvarende har lameller, kaldet læderhudsblade.

Hovens indre fylder 1 kvadratmeter!

Det vi ser som hestens hov, hæftes altså groft sagt fast på hestens knogle inde i hoven (hovbenet) ved hjælp af lameller. Der er ca. 600 primære lameller i en hov, og hvis man bredte dem ud, ville deres overflade udgøre ca. 1 m²! på de primære lameller sidder yderligere 150-200 sekundære lameller, hvilket selvsagt giver en endnu større overflade og større styrke for hovkapslens vedhæftning på hovbenets læderhud. Faktisk er lamellernes styrke så stor, at to fuldvoksne mænd ikke kan trække et stykke på 2x2mm fra hinanden! Du kan prøve at købe en klov og se nogle af lamellerne (bladhorn) på indersiden af kloven – klove sælges som tyggeting til hunde for ca. 5-10kr.

Hesten sanser med sine hove

Hovens hårde underside kaldes (horn-)sålen og den er ca. 6-10mm tyk, med stor variation mellem racer og individer. Når man løfter hoven kan man se, at der er en lysere kant ca. 1 cm. inde mellem sålen og hovvæggen. Det kaldes den hvide linie, og her kan man se lamellerne. Den hvide linie er det punkt, hvor hovvæggen og hornsålen hæfter sammen. I undersiden af hestens hov ses også strålen. strålen er v-formet og opbygget af meget vandfyldt horn. Strålen indeholder sanseceller, der giver hestens hjerne besked om, hvilket underlag bevæger sig på. Hornsålen hvælver sig udefra hovvæggen og ind mod strålen – dette bidrager til hovens støddæmpende mekanisme, når hestens hov rammer underlaget. En sund hornsål vil have en naturlig form for afskalning, hvor lidt af hornet falder af i små flager.

 

Hovkvalitet og fordøjelse hænger sammen

Som du måske kunne læse ud af ovenstående, er hovene en kompliceret størrelse. Hovmekanismen bidrager til ca. 30 % af blodcirkulationen – når hoven er sund og velfungerende, vel at mærke. Hvis hoven ikke har den ønskede kvalitet, fx i form af for tynde såler, skørt eller mørt horn, kan det være tegn på næringsstofmangel. Eksempelvis får heste, der har haft diarré gennem en længere periode ofte dårlig hovkvalitet. Hesten danner selv biotin der har en stor rolle for hornets kvalitet, når den har en velfungerende fordøjelse. Mange hesteejere giver biotintilskud i årevis, uden den ønskede effekt. Det kan skyldes, at fordøjelsen ikke er velfungerende, at biotin ikke kan fungere uden sin medspiller zink, eller simpelthen at hesten mangler byggesten til hele hovkomplekset og ikke kun til hovkapslen. Hovene har også brug for, at de nødvendige fedtstoffer, aminosyrer, vitaminer og mineraler er til stede – og dertil kommer også, at det tager et år for hoven at vokse ud i tåen og ca 6 mdr i dragten.

Intet fodertilskud erstatter en dygtig smed

Mit råd til dig, der vil investere i et tilskud til hove, er, at du skal se på hestens beskæring/skoning først, og mærke efter hovenes temperatur (kolde hove er tegn på dårlig blodcirkulation og dermed også reduceret tilførsel af næringsstoffer). Hvis ikke hovene plejes optimalt, så kan du spilde dine penge på tilskud. Intet tilskud erstatter en god smed! Hvis der er behov for det, og du vil investere i et tilskud, så læs indholdsfortegnelsen… Et godt tilskud til hovene indeholder som minimum biotin OG zink, og består ikke af 70%hvedeklid… hvedeklid gør ikke noget farligt (eller noget gavnligt i det hele taget!), men det er et billigt fyldstof, som giver dig mindre effekt. Dermed kan det billigste produkt hurtigt blive det dyreste, hvis man ser på indhold af aktive stoffer, i forhold til pris og dosering!

 

Hestens rygmuskulatur ændres under ridning!

2
1 Stjerner2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (8 bedømmelser, gennemsnit: 4,25 ud af 5)
Loading...

Nyt studie viser, at hestens rygmuskulatur kan ændre sig med 1,5 cm under ridning!

Sue Dyson, MA, VetMB, PhD, DEO, FRCVS,  og hendes kollegaer ved Animal Health Trust, i Newmarket, U.K., har i 2014 publiceret et studie om hvorvidt hestens rygmuskulatur ændres under ridning.

Jeg synes det er et meget interessant studie, da det har stor betydning for hestens holdbarhed, smidighed, bevægelser, velbefindende med mere, at sadlen passer. Hvis sadlen passer på en kold hesteryg i stilstand, kan man godt forestille sig, at sadlen kan komme til at klemme, når hestens rygmuskulatur bliver varm og eventuelt udvider sig. Du kender måske fornemmelsen af løbesko, der passer perfekt når løbeturen startes, men strammer lidt efter nogle kilometer? Det samme har vist sig, at gøre sig gældende for hestens rygmuskler!

Hestens rygmuskler kan ændre sig op til 1,5 cm under ridning. Foto. hestezonen.dk
Hestens rygmuskler kan ændre sig op til 1,5 cm under ridning.
Foto. hestezonen.dk

 

Om studiet

I studiet indgik 63 raske sports heste (primært dressurheste), der blev redet i deres sædvanlige udstyr, og med deres sædvanlige rytter. Ved at bruge en flexibel rygmåler, der kan måle hesteryggens facon, blev hestene målt før ridning, og efter 30 minutters ridning. Hestene blev desuden inddelt i grupper i forhold til deres gangformåen i trav og galop (FEI-skala fra 1-10), ligesom rytterens evner (god, moderat eller dårlig), abnormaliteter i hestens bevægemønster samt sadlens tilpasning til hver enkelt hest blev vurderet. Det jeg finder spændende, men ikke overraskende ved studiet er, at de kom frem til, at hestene med de bedste bevægelser (samlet vurdering på 11 eller derover efter FEI-skalaen) havde større forandringer, op til 1,5 cm mere, i rygmusklerne end de andre heste. De største forandringer var desuden også at se, hos de heste, der havde et normalt bevægemønster, en veltilpasset sadel og de bedste ryttere.

 

Er det kejserens nye klæder?

Nej, det synes jeg ikke, for der er noget ny lærdom, som giver stof til eftertanke. Set med mine øjne er det interessante ved studiet, at de egentlig konstaterer noget, der burde være logisk, men som også er lidt overraskende: Det er ikke svært at forestille sig, at en god rytter, kan få en god hest, med den rigtige sadel til at bruge sig optimalt, og at rygmuskulaturen derved trænes og vokser under ridningen. Det der er det nye ved det her er, at der sættes mål på: 1,5 cm fyldigere muskulatur efter 30 minutters ridning er immervæk en del!

 

Hvad kan du bruge det til?

Hvis ikke din sadelmager tilpasser sadlen i forbindelse med at se din hest før og efter ridning, kan det være anbefalelsesværdigt, at få ham/hende til det. Rigtig mange sadler tilpasses efter en stående hest, men når hesten trænes, skal der altså være plads til, at rygsøjlen kan bevæge sig fleksibelt op og til siden -og samtidig skal der tages højde for, at muskulaturen kan udvide sig med 1,5 cm. dertil kommer, at der skal være plads til underlag og pads, hvis man vil ride med det. Hvis din hest mangler rygmuskler, smidighed og afskub, kan det være, at du nu overvejer at booke en ny tid til sadeltilpasning? Rygmusklerne spiller nemlig en meget stor rolle for hestens gang. De forbinder hestens forpart og bagpart herigennem skal afskubbet fra bagparten gerne forplante sig til rummelighed og løsgjorthed. Bare for en god ordens skyld, vil jeg gerne slå fast, at jeg ikke har noget imod sadler! De gør meget godt, i forhold til at fordele rytterens vægt og hjælpe med til, at man kan blive siddende på sin hest, når den laver rejehop. Men en dårligt tilpasset sadel kan godt gøre en god hest dårligere med tiden…

 

Louise har hjertet med i behandlingen

0

Louise har hjertet med i behandlingen af pony/hest.

Louises behandling af min datters pony Tabasco, har givet min datter en helt ny pony og derved glæden ved at ride tilbage.

hestezonen, pony Tabasco, før og efter behandling

Tabasco er en pony på 18,5 år som har haft svært ved at gå til biddet, han gik og kikkede med hovedet oppe, da det gjorde ondt på ham, at sænke hals og hovede. Samtidig brugte han ikke sine hans bagben, som han skulle. Allerede efter 1 behandling, var det sket en stor forandring, han er nemmere at få til biddet og hans bagben er helt på plads. Vi kan varmt anbefale Louise.

Cita Langvad

Vi fik vores ridehest tilbage :-)

0

Vi fik vores ridehest tilbage :)

Efter en slem foldskade og et langt forløb med dyrlægen kom Commander i behandling hos Louise, og hendes behandling har betydet, at vi nu, langt om længe, har fået vores dejlige ridehest tilbage :)

Smuk hest, der beundrer sit eget spejlbillede.

Louise arbejder stille og roligt med stor kompetence, grundighed og nærvær. Hun tager sig tid til at give den bedste behandling og tegner og fortæller, hvordan du som ejer kan arbejde videre imellem behandlingerne. Jeg har stor respekt for Louise som behandler og vil til enhver tid anbefale hende til andre, ligesom jeg ikke selv er i tvivl om, hvem jeg ringer til først, næste gang :)

Helle Thinghuus-Jensen