Kategorier
hestezonen.dk

Bedre rytter, med en bette ski’ på?

[ratings]

Well, dette indlæg handler ikke om at være rytter og have fået lidt for meget Jäger-the, for lige at tage toppen af nerverne. Det handler om at teste nerverne – på ski – vel at mærke, og om hvordan det fixede mit problem med at springe hesten an i venstre galop.

Som du måske kan udlede af overskriften, så har jeg netop tilbragt en uge på ski – totalt ude af min komfortzone, vel at mærke! Jeg har aldrig før været på skiferie, men syntes, at det lød som en hyggelig måde at holde ferie på, med min kæreste og hans søn. Altså, som: “Min kæreste, der har været på skiferie gud ved hvor mange gange, sammen med hans søn, der nu er 12 år og totalt frygtløs på pisterne”. Det blev en super hyggelig uge med familien, men også en uge, hvor jeg blev bekendt med muskler jeg ikke havde, koordinationsevne og reaktionstid, der holdt ferie et andet sted end jeg. Ej at forglemme, blev det en ferie, hvor jeg fandt løsningen til at kunne springe min hest an i venstre galop!

heste og ski - hestezonen.dk
På toppen af fjellet – og i den grad ude af min komfortzone!
Foto. hestezonen.dk

Koordination – hvor er det?

Da jeg stod der, med rystende ben, på en begynderbakke (der nok mest kan betegnes som en let hældning), og skulle styre uden om skumpingviner, -giraffer, børn OG samtidigt bremse, gik det op for mig, at jeg ganske vist var i en eller anden form for kondition, men hold nu op hvor den gemte sig godt! Der var der stor forskel på styrke og koordinationsevne på hhv. min højre og venstre side! Jeg havde særligt svært ved at dreje højre om, uden at miste kontrollen over skiene. Jeg tvivler på, det var fordi at skiene havde ” en dårlig dag”! Men hvad har det med galopanspring at gøre, tænker du nok? Det vil jeg gerne fortælle dig. Det har nemlig noget med koordination, muskelstyrke og skævheder at gøre. Alt sammen noget, der skal gå op i en højere enhed på ski, og i ridningens svære kunst!

Mental træning af rytterevner – på ski

Mange af mine (mentale) udfordringer, som rytter, kom også tydeligt til udtryk da jeg stod på ski – særligt, da jeg kom op på de lidt vildere begynderbakker (Ja for mig var de altså vilde, grænsende til det frygtindgydende!!). Jeg er dressurrytter, og har “no need for speed” i mit blod! Det var meget interessant – og ubehageligt – at opleve, at jeg ubevidst vælger samme taktik, når noget er “for farligt”, hvad enten jeg sidder på ryggen af en hest, eller er på vej ned af bakken, med et par ski under fødderne. Hvis jeg oplever noget som værende “akut farligt”, glemmer jeg at trække vejret, jeg fokuserer på det jeg ikke vil have ( fx “vælt ikke, vælt ikke, vælt ikke”) og mister kropskontrollen og overblikket totalt.

heste- ski - udsigt - selvindsigt - hestezonen.dk
Tid til at reflektere, efter at have analyseret en uges skiløb.
Foto. hestezonen.dk

Det der er dumt, er bare, at hjernen ikke registrerer ordet “ikke”, så derfor bliver det registreret i hjernen som “vælt, vælt vælt”. Så ja, jeg væltede en del gange! Når man sidder på ryggen af en hest, og man som rytter oplever en potentielt farlig situation (set med rytterøjne), reddes man i mange tilfælde af, at hesten måske ikke reagerer så voldsomt, som man selv føler det. Når man har et par ski på, er der med andre ord kun én at arbejde sammen…. nemlig en selv! Derfor fik jeg mange aha-oplevelser på skiene, som jeg glædede mig til at teste af, når jeg kom på hesteryg igen. Lad mig forklare nærmere.

En god samarbejdspartner for hesten

Som førnævnt er jeg dødsensangst, for alt hvad der går så hurtigt, at jeg føler jeg mister kontrollen. I tillæg havde jeg flere uvaner, som fx at kigge ned på mine ski, i stedet for der, hvor jeg ville køre hen. Jeg havde på ingen måder tillid til, at jeg var herre over skiene, eller i det mindste havde et samarbejde med dem. Særligt det, at jeg i pressede situationer lukkede øjnene og “overlod min skæbne til skienes vilje”, fik mig til at tænke på, hvad det er jeg byder min hest.

Til hest eller på ski - så fulgte mine "skeletter i skabet med" på skiferien. Foto. hestezonen.dk
Til hest eller på ski – så fulgte mine “skeletter i skabet ” med på skiferien.
Foto. hestezonen.dk

Fra jorden af, er jeg på ingen måde utryg ved min hest. Men hånden på hjertet, så har jeg haft nogle seriøse rideulykker, der præger mig fysisk og mentalt, den dag i dag. Når jeg sidder på en hest, og situationen føles som optræk til noget “klamt”… gæt hvad jeg så gør… Jeps – jeg overlader kontrollen til hesten! Når jeg tænker over det, så er jeg da en virkelig træls samarbejdspartner for min hest, når jeg ubevidst siger til den at: “nu er det lidt utrygt for mig, så nu kan du ikke stole på, at det vi gør sammen er det rigtige – så du bestemmer”.

Hop hop og frem i galop

Nu vil jeg gerne fortælle, hvor det er jeg vil hen, med alt det her ski og ridning halløj. Ser du: At blive bevidst om mine svage og mindre heldige egenskaber på ski og overføre dem, til mine evner som rytter, er måske lidt langt ude. Og så alligevel. Det tydeliggjorde for mig, at nogle af de ting jeg har svært ved som rytter, INTET har med min hest at gøre, men i stedet med min egen fysiske og mentale tilstand. Sjovt nok kan min hest nu springe an i rigtig galop på begge volter, og jeg har fået meget lettere ved at ride ham i spændte situationer, blot fordi jeg er blevet bevidst om min svage hofte – og det faktum, at jeg fralagde mig ansvaret, når han spændte op. Jeg tvivler på, at hesten har stået og planlagt, at være en mere lydig hest, imens jeg stod på ski, så det jeg gerne vil få dig til at tænke over, med dette indlæg er, om du kender dine svage sider? Uanset hvad, så er det nok meget sundt at lave noget andet end ridning og komme lidt ud af komfortzonen engang i mellem ;-)

 

 

 

 

 

 

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *